Uheldsramte Shell trækker stikket i Arktis

Der bliver ingen ishavs-olieeftersøgning i 2013 for Shells vedkommende - platformulykke har fået oliegiganten til at genoverveje strategien.

Her ses uheldsplatformen Kulluk på vej mod havn efter den atter var blevet trukket fri af kysten. Fold sammen
Læs mere
Foto: TIM AUBRY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er tilsyneladende blevet så svært og omkostningstungt, at Shell har brug for en tænkepause, når det gælder dybhavsboringer i Arktis. Oliegiganten meddeler i hvert fald, at den vil sætte al eftersøgningsaktivitet i Arktis på standby i 2013, skriver Wall Street Journal.

Topchefen for den hollandske oliegigants eftersøgningsdivision, Marvin Odum, forklarer eftersøgningspausen skyldes behovet for at evaluere det miljømæssige kontroversielle projekt.

»Vi har gjort fremskridt i Alaska, men dette er en langtidsprogram, som skrider frem på en sikker og afbalanceret måde,« siger Marvin Odum ifølge avisen og tilføjer:

»Beslutningen om at holde pause i 2013 vil give os tid til at sikre vores medarbejdere og vores udstyrs tilstand og beredskab efter 2012-sæsonen.«

Sidste år var netop noget af en mareridtssæson for Shell - i hvert fald i slutningen. Det gik nemlig helt galt, da olieselskabet i slutningen af året sendte en borerig ud på en arktisk rejse mod syd. Ved nytåret resulterede en række uheldige omstændigheder - deriblandt en storm og et havareret slæbefartøj - i, at platformen »Kulluk« gik på grund på ved Alaskas kyst.

Rædselsscenariet med et stort oliespild i det sarte arktiske havmiljø udeblev dog, og det lykkedes efter et par dage Shell at få trukket platformen fri igen. Kritikken haglede ikke desto mindre ned over olieselskabet - blandt andet blev det beskyldt for at have sat afgangsdatoen efter en skattemæssig deadline.

Nu har Shell altså valgt at tage sig en tænkepause i Arktis. Der vil ingen eftersøgningsaktivitet være i hverken Chucki- eller Beuford-områderne i år for Shells vedkommende.

Kritikken af olieselskabernes eftersøgning på dybt vand - det såvel ved Alaskas, Ruslands som Grønlands kyst - tog til i styrke efter oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf i 2010. Her blev det klart, hvor svært det var at stoppe en løbsk dybhavsboring, og frygten er, at det i et ishav vil være så godt som umuligt at undgå en enorm miljøkatastrofe, hvis nu det går galt.

Derfor er de arktiske boringer også underlagt særdeles strenge - og for olieselskaberne dyre - sikkerhedsforanstaltninger. I Alaska skal selskaberne for eksempel have en backup-borerig på standby i nærområdet, så den kan sættes ind med det samme, skulle den anden platform komme i problemer.

Sikkerhedskravene presser olieselskaberne på pengepungen, så det kan mærkes. Shell har ifølge Wall Street Journal allerede brugt 4,5 milliarder dollar (ca. 25 mia. kr.) på sit arktiske eventyr - og det uden at få en egentlig produktion op at stå.