Ugens vindere og tabere: Hej då! Birgitte Bonnesen

(ARKIV) STOCKHOLM 20190322 Swedbanks vd och koncernchef Birgitte Bonnesen presenterar bankens utredning om misstänkt penningtvätt i Baltikum. Birgitte Bonnesen er blevet fyret af den svenske bank Swedbank. Al handel med bankens aktie er sat på pause.. (Foto: 10010 Janerik Henriksson/TT/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: 10010 Janerik Henriksson/TT

Ugens tabere:

Hej då! Birgitte Bonnesen

Det var beslutningen, som bare ventede på at blive effektueret.

For i takt med, at Swedbank-sagen bare er vokset og vokset, er gabet mellem de stadig flere grimme anklager i sagen og den måde, den nu tidligere Swedbank-direktør Birgitte Bonnesen har forsøgt at forklare sig på, bare vokset og vokset.

Set udefra har hendes og bankens kommunikation været nærmest himmelråbende. Vi har styr på situationen. Endda kontrol. Hun lod også vide, at man selvfølgelig kendte bankens kunder.

Man må antage, at enhver bankdirektør med respekt for sig selv har fulgt nøje med i Danske Bank-sagen. En pointe dér var, at bankens ledelse hele tiden halsede efter udviklingen i sagen. Den lære fangede Bonnesen ikke. Derfor fortsatte hun med at tale om kontrol, mens tingene faldt fra hinanden omkring hende.

Sådan var virkeligheden som bekendt ikke, og dét, at hun har blotlagt sig og banken, har blot fremskyndet beslutningen om at fyre hende. For bestyrelsen må tænke i ofringer, når de nu skal forsøge at inddæmme den voksende sag. Dette var blot første skridt.

Hvorfor slukkede solen over B&O

Det har efterhånden været en ganske lang lidelseshistorie, hvis man har fulgt med i fortællingen om danske Bang & Olufsen.

År på år med skuffende resultater. År med skiftende strategiske retninger og år med skiftende ledelser, som så det store potentiale, men havde så svært ved at forløse det for den ikoniserede virksomhed.

Nu står vi der igen. Først én nedjustering omkring jul. Nu endnu en, som ikke indeholdt mange opmuntringer.

Selv om det er nærliggende at slå ned på den nuværende B&O-direktør, Henrik Clausen, skal vi et skridt længere op i ansvarskæden til Ole Andersen, der er mangeårig bestyrelsesformand. For Ole Andersen har »overlevet« flere direktører, men dårligdommene ser desværre ud til at fortsætte.

Det er dermed også historien om, at uanset, at Ole Andersen - i hvert fald inden Danske Bank-sagen - var den helt store kanon i den danske bestyrelsesverden, så giver det ikke pr. automatik succes. B&O-nøden har han i hvert fald ikke kunnet knække.

Dumt politisk fifleri

På gossipredaktionen har vi aldrig dyrket den evindelige snak om, hvordan dansk politik mangler format - og at alt var bedre i gamle dage.

Men der er nu anledninger, hvor emnet alligevel dukker op, og hvor seniorchefredaktør Hansen og undertegnede for en sjælden gangs skyld er enige. Helt enige.

Sagen med Venstres politiske ordfører, Britt Bager, er én af dem. Et er hendes ja tak til 100.000 kr. fra en venlig sponsor. Den slags er der regler for, så ingen politiker kan undgå at fortælle, hvorfra pengene kommer. Det har hun så omgået let og uelegant ved at lade støtten opdele i fem portioner. Og vups, så behøver ingen at vide, hvem der har sendt penge i hendes retning.

Den anden ting er, at hun nu argumenterer for, at hun da har fulgt loven og ikke behøver at forholde sig til, at ånden i loven måske er en anden.

Jo, Britt Bager. Hvis politikere ikke præcis ved, hvad »lovens ånd« er, hvem gør så?

Hvordan skal du som ansvarlig politiker kunne løfte pegefingre mod borgerne - måske sågar vise retning - hvis du ikke selv formår at leve op til lovens ånd?
I denne tid er netop dét et hovedkrav til de danske virksomheder - ikke mindst efter hvidvaskskandalerne, og det mindste, vi kan kræve, er, at vores politikere lever mere end fuldt ud op til de samme krav krav.

Ugens vindere:

 

Tillykke Skou, men har du tid til det hele?

Forestil Dem, kære læser, at juniorgossipperen spurgte om lov til at tage en ekstern bestyrelsespost. Svaret ville blive et rungende nej. Der er rigeligt med udfordringer at tage fat på her på gossipredaktionen.

Så afvisende har Mærsk-formanden Jimmy Hagemann Snabe ikke været, da hans direktør Søren Skou spurgte om lov til at tage en bestyrelsespost i finske Nokia. En af verdens største mobilproducenter og - må man formode - et bestyrelsesarbejde, der i den grad vil kræve sin mand og en masse tid.

Tillykke til Søren Skou med denne tillidserklæring fra Nokia-folkene. Men, men, men, hvor ofte bliver vi ikke belært om, hvor hulens travlt disse topchefer har. I et svagt øjeblik kan man blive betænkelig ved, om Mærsk-bossen nu også har fuld fokus på den perlerække af udfordringer, der ligger i hans eget pastorat. Døgnet har jo som bekendt kun 24 timer.

Søren Skou har åbenbart ikke mere travlt, end at der er plads til en række bestyrelsesmøder i finske Nokia.

Goldschmidt bygger til evig eje

Milliardær og ejendomsinvestor Mikael Goldschmidt har ikke bare pengene men også tålmodigheden. Nu er han på vej med en helt ny bydel i ekspansive Hillerød, som får navnet Frederiksbro. 1.350 lejeboliger til 3.500 borgere i Hillerød.

Det er befriende med en investor, der ikke bare kigger de næste kvartaler frem, men en investor, der skal have sit afkast over de næste årtier. Selv siger Goldschmidt, at han bygger »til evig eje, vi har andre motiver end bare at score kassen hurtigt«. Det må give en vis ro i hele projektet.

Nu skal man ikke forledes til at tro, at Goldschmidt ikke har kontant afkast i sigte, men med det meget lange lys på kan han sikkert regne sig et afkast hjem, som ikke betyder, at citronen skal presses ekstra hårdt her-og-nu, og så sælge projektet videre om et par år.

Skal man tro Goldschmidt, er markedet i København nu så hårdt presset, at det giver et bedre afkast med langsigtede investeringer i Hillerød end i København.

Iværksætter i Eccos skoindustri

Hvem, der har fået ideen, er ikke helt til at vide, men i hvert fald trækker skoproducenten Ecco i sønderjyske Bredebro en ægte iværksætter med ind i bestyrelsen. Det er her, ejeren Hanni Toosbuy Kasprzak er formand.

Ny idémand i bestyrelsen er iværksætteren Lars Hemming, som i dag er en del af Vice-virksomheden. Tanken er at få et pust ind fra den nye virkelighed i det gråmelerede felt mellem den digitale fremtid og den nuværende fysiske virkelighed i detailmarkedet.

Det er godt set af Ecco. Og måske også modigt. Noget tyder dog på, at Lars Hemming ikke er en af de højtråbende Løvens Hule-iværksættere, men en slags »fremtidsforsker«, der kan gå i spænd med noget så gammeldags som en familievirksomhed.

Kun tiden kan vise, om det projekt lykkes. Nytænkningen i bestyrelsen tyder da i hvert fald på, at Hanni Toosbuy Kasprzak & Co. i Ecco-bestyrelsen tager den digitale udfordring alvorligt.