Ugens vindere og tabere: Det med kvinder behøver ikke at være så svært

Hver uge kårer erhvervsredaktør Peter Suppli Benson og erhvervskommentator Jens Chr. Hansen ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv.

HR-direktør i Novozymes, Anne Bisbjerg Lee. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Ugens vindere

HR-direktør i Novozymes, Anne Sophie Bisbjerg Lee kommer med en opsang til headhunterbranchen - hvorfor finder I så få kvinder til ledige topjob og bestyrelsesposter? Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Det med kvinder behøver ikke at være så svært

Stil krav til headhunterne og sørg for, at din virksomhed selv fjerner forhindringerne.

Kogt helt sammen så er det budskabet fra Novozymes' HR-direktør Anne Bisbjerg Lee, når hun skal give recepten på at lykkes med at få hevet flere kvinder op i virksomheders øverste ledelseslag.

Modellen er lykkedes i Novozymes, hvor omkring hver tredje leder i virksomhedens tre øverste ledelseslag nu er kvinder. Og det er ikke raketvidenskab, lyder det fra HR-direktøren.

Headhunterne skal afkræves at have kvinder på radaren, når de får opgaven. Og kommer de tomhændede tilbage, så må de retur. Internt tror Anne Bisbjerg Lee ikke på store kvinderettede tiltag. I stedet handler det om, at man bevidst arbejder på at få kvinder frem. At man fjerner barrierer – synlige og usynlige – og så i virkeligheden bare handler på ambitionen.

Det lyder simpelt. Men virkeligheden har jo vist, at det er det ikke. Herfra skal lyde et go til Novozymes og andre virksomheder. For det er i alles interesse, at barrierer fjernes, og at al talent får lige muligheder til fælles bedste.

Saxobank direktør Kim Fournais. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen.

Var oprydningen i ejerkredsen det, der skulle til i Saxo Bank?

Det var noget af et statement, som Saxo Bank afleverede forleden.

Årsregnskabet viste et rekordoverskud, og selvom den slags altid kan vrides og vendes og være genstand for mange »oversættelser«, så var det dog noget af en besked, som den eneste tilbageværende af stifterne, Kim Fournais, kunne aflevere.

For regnskabet var i rekord, og var det – og det er ment som et spørgsmål – et resultat af, at Saxo Bank har fået gjort rent bord i ejerkredsen, efter at Lars Seier blev købt ud af bl.a. kinesiske Geely og nu kun har én leder, i skikkelse af hans gamle medstifter, Kim Fournais?

Vigtigt er det, at antallet af kunder er steget nærmest dramatisk i løbet af året. Det er jo altid et godt tegn og det, sammen med frasalg, har sat fut i banken, der i så mange år var ganske omdiskuteret.

I det hele taget kan det se ud til, at Saxo Bank kan ende med at fortsætte den positive trend. Stadig flere danskere – og udenlandske kunder – vælger selv at investere deres sparepenge, og det kan Saxo Bank drage god nytte af.

Per Holten-Andersen, afgående rektor ved CBS. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard, Ritzau/Scanpix.

Husk at være en god samfundsborger

Det kan synes paradoksalt. Rektoren på en af landets mest prestigøse uddannelsesinstitutioner, CBS, advarer sine studenter om, at karakterer ikke er alt.

For oven over alting blinker noget, der er meget vigtigere. Nemlig at blive uddannet til at blive en god og dannet samfundsborger.

Afsender er aftrædende CBS-rektor Per Holten-Andersen i Finans.dk, og signalet er tydeligt og ligger på linje med sidste års melding fra CBS om, at man ikke ville arbejde sammen med Danske Bank, så længe den gamle hvidvaskramte ledelse stadig sad i stolene.

Det er et vigtigt signal i en tid, hvor samfundsbærende institutioner vakler. Vi behøver bare at nævne Danske Banks hvidvasksag. Og den seneste historie om Falcks beskidte kamp for at holde på et slags monopol, har elementer af det samme.

Jeg tror ikke, at Per Holten-Andersen alene sigter på sine egne CBS-studerende. Det er nærmere en generel udmelding til de generationer, som snart skal tage over – også i toppen af de danske virksomheder.

Derfor opsangen fra den aftrædende, og det er en besked, som det er værd at bide mærke i.

Ugens tabere:

Birgitte Bonnesen Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Swedbank Jimmy Eriksson.

Bonnesen kløjs i hvidvask

Det er en sjælden ære at optræde i gossipspalterne to uger i træk. Men for dansk fødte Birgitte Bonnesen i den svenske storbank Swedbank, er det på kort tid gået fra succes, over uheldigt, til virkeligt frygteligt.

63-årige Birgitte Bonnesen har arbejdet i Swedbank i flere årtier og siden 2016 været topchef. Nu er hun ved at begå samme fejl som ledelsen i Danske Bank, nemlig en markant undervurdering af bankens involvering i hvidvask.

Også Swedbank er nemlig røget ind i en gedigen hvidvaskskandale. Birgitte Bonnesen lader forstå, at banken er et helt andet sted i dag. Men ærlig talt, gossipperne tvivler på, at alvoren er gået op for Bonnesen. Sagen vokser sig større dag for dag, og mon ikke Swedbank-bestyrelsen på et tidspunkt presses til konkret at forholde sig til sin topchefs håndtering af hvidvasksagen.

Problematisk er det, at Birgitte Bonnesen for et par år siden smed en genstridig direktør ud. Og hvad var hans brøde? Jo, han tillod sig i 2016 i en rapport til direktionen at kritisere Swedbanks hvidvaskkontrol. Nu kan det blive hendes Waterloo.

Bengt Sundstrøm Lauritz.com Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Lauritz.com på økonomisk linedans

Det er forståeligt, at Bengt Sundstrøm med næb og klør – og hvad han ellers måtte have til rådighed – kæmper for at holde sammen på sit auktionsfirma Lauritz.com. Men det virker godt nok økonomisk tyndslidt det hele.

Senest har Lauritz måttet erkende, at de såkaldte partnerskabsaftaler var bogført til vildt opskruede priser. Det har kostet en ekstraordinær nedskrivning. Så galt står det til, at Lauritz' kreditorer for nylig måtte erkende, at gælden i foretagendet ikke vil kunne betales tilbage, og derfor satte kreditorerne en streg over 86 mio. kr. af gælden. Pyha, det må have lettet.

Til gengæld har Sundstrøm måttet skubbe sit personligt ejede vinslot Chateau Vignelaure ind som pant for den resterende del af gælden. Sundstrøm mener, at der er skabt »ro« om selskabet, nu handler det om vækst, bedyrer han.

Hvis ikke andet må kreditorerne håbe på nogle gode årgange af Chauteau Vignelaure-vinen.

HUS TIL SALG Fold sammen
Læs mere
Foto: JENS NØRGAARD LARSEN.

Mæglerkæden Hald med fiktive boligkøbere

Det kan næsten ikke blive værre. Ejendomsmæglere, brugtvognshandlere og journalister ligger ikke just i toppen blandt brancher med det bedste omdømme. Tværtimod kæmper disse tre brancher som oftest om at undgå bundplaceringen.

Nu får ejendomsmæglerbranchen så yderligere et skud for boven. Alle fordomme om ejendomsmæglerne blev bekræftet, da sagen om de uetiske metoder i det københavnske ejendomsmæglerfirma Torben Hald blev afsløret af TV2.

Smarte var to af Torben Halds ansatte i en butik på Amager. For smarte, skulle det vise sig. Mæglerne løj ganske enkelt om potentielle købere til et rækkehus på Amager. Der var slet ingen købere. Det blev afsløret af mistroiske sælgeres TV-overvågning, og så var fanden løs i Hald-butikkerne.

Mæglerkæden fyrede straks de to kreative sjæle, men lige lidt hjalp det. Den landsdækkende Danbolig-kæde har stoppet samarbejdet med Hald-mæglerkæden. »Det er uforeneligt med at være en del af Danbolig,« lyder afskedssalutten.