Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Når østeuropæiske regeringer vifter med skatterabatter og milliongaver for at lokke Lego, Coloplast og andre danske virksomheder til, fører det til en skæv konkurrence i EU.
Det mener handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen (S).
»Det er en usund praksis, at EU-lande forsøger at overbyde hinanden med særlige skatteaftaler eller tilskud ved kasse ét. Det skaber et unfair og ulige EU,« siger han.
Herhjemme er der ikke tradition for at tilbyde økonomiske gulerødder til virksomheder, der viser interesse for at investere i Danmark. Ministeren udelukker, at det vil komme på tale at bruge skatterabatter og investeringstilskud som våben i kampen om internationale investeringer.
Almindelige betingelser
»Det er ikke praksis i Danmark, og det er sådan set et sundt princip. Vores arbejde med at tiltrække investeringer sker inden for de almindelige rammebetingelser. Den danske regering vil ikke konkurrere på at tilbyde visse virksomheder forskelsbehandling,« siger Mogens Jensen.
Regeringen har ellers mulighed for at give økonomisk tilskud til udenlandske selskaber, som gerne vil skabe arbejdspladser i Danmark. Det kan regeringen gøre ved at anvende de samme EU-regionalstøtteregler, som blandt andet Tjekkiet, Polen og Ungarn har gjort brug af, når de lovligt har givet statsstøtte til danske virksomheder.
I Danmark tillader EU-reglerne støtte til investeringer i områder, som EU-Kommis-sionen og Erhvervs- og Vækstministeriet i samarbejde har udråbt som »områder med særlige udfordringer«. Det drejer sig blandt andet om kommunerne Lolland, Svendborg og Odsherred samt 27 danske øer. I de danske zoner må støtten maksimalt udgøre ti procent af en investering, mens den i nogle østeuropæiske zoner må udgøre op til 50 procent.
Den mulighed ønsker Mogens Jensen dog ikke at gøre brug af. Danmark skal i stedet gøre sig attraktiv ved at tilbyde veluddannet arbejdskraft til potentielle investorer.
Kompetencer og fleksibilitet
»Det er min oplevelse, at langt de fleste udenlandske investeringer lander i Danmark på grund af vores kompetencer. Samtidig spiller vores velfungerende infrastruktur og flek-sible arbejdsmarked en stor rolle. Det er Danmarks konkurrencefordel – den ligger ikke i at yde de største økonomiske gaver eller skattefrihed i ti år til en given virksomhed,« siger Mogens Jensen.
En netop offentliggjort rapport fra Invest in Denmark, der for Udenrigsministeriet arbejder med at tiltrække investeringer til Danmark, viser, at udenlandske investeringer gav 1.250 danske arbejdspladser i 2014.
Investeringer inden for IT, cleantech (grøn energi) og medicinalindustrien står for knap 1.000 nye job.
Det er ifølge Mogens Jensen et tydeligt bevis på, at strategien virker, og på at de 40 millioner kroner, staten bruger på Invest in Denmark, er godt givet ud.
»Det er et rigtig, rigtig godt resultat. Det viser, at der er mange virksomheder derude, som gerne vil forbindes med de grønne løsninger, vi er kendte for i Danmark,« siger han og nævner Apples millardinvestering i et nyt datacenter lidt uden for Viborg som et klart eksempel på dette.