Udsigt til pilotmangel for danske flyselskaber

Voksende flytrafik, pensionsmodne kaptajner og for få nyuddannede piloter betyder, at der om få år vil mangle piloter i Danmark. Manglen kan ramme væksten i branchen og tvinge udenlandske piloter ind i de danske cockpit.

Lutftrafikken står i dag foran så stor vækst, at det vil skabe pilotmangel. Og det kan i sidste ende ramme forbrugerne, da priserne kan stige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lohnes/AFP
Danske flyselskaber er i alvorlig fare for at mangle piloter om bare få år. Så klar er meldingen fra både små og store aktører i flybranchen.

»Allerede nu er det umuligt for mindre selskaber som os at få piloter, og dem, vi har, bliver hentet til større selskaber. Men om få år vil også de store selskaber mangle piloter, for branchen er i vækst, og der bliver uddannet for få piloter,« siger Kenneth Larsen, direktør for Copenhagen Air Taxi, der både uddanner piloter og flyver taxaflyvninger samt ruter til Anholt og Læsø.

Den opfattelse er Danish Aviation College enig i.

»I dag regner de store selskaber med, at der er piloter, de kan ansætte, hvis de får behov. Men om et år eller to vil de stå og skrige op om, hvorfor ingen forudså, at der ville opstå behov for flere piloter,« siger Flemming Jeppsson, adm. direktør.

Flere af de store flyselskaber deler bekymringen. Bl.a. Sterling.

»Vi har ikke problemer endnu, men jeg deler den opfattelse, at der i de kommende år er et potentielt problem med mangel på piloter. Vi kan være på vej ind i en periode, hvor selskaberne bliver nødt til at tilbyde piloterne bedre vilkår for at kunne rekruttere,« siger Sterlings adm. direktør Almar Örn Hilmarsson, der har 300 piloter ansat. Det kan ramme væksten i selskaberne, siger han.

»Hvis man ikke kan få piloter til at flyve flyet, så køber man færre fly og opretter færre ruter. Og hvis pilotmanglen munder ud i højere lønninger til piloterne, kan det betyde højere priser for flybilletter og dermed medføre, at efterspørgslen på flyrejser bliver mindre,« siger han.

For få uddannede
Cimber Air har ikke akut mangel på piloter netop nu. Men selskabet mærker situationen spidse til, idet det tager længere tid at rekruttere piloter i dag, end det gjorde for et år siden, oplyser adm. direktør Jørgen Nielsen, der også er enig i, at der i en periode ikke er blevet uddannet nok piloter i Danmark.

Hos SAS Danmark meddeler flyvechefen, at der givetvis vil opstå pilotmangel, hvis den nuværende udviklingen fortsætter.

»Men det er jo heller ikke sikkert, at den gør det. Branchen er cyklisk, og vi har vekslet mellem at have for mange og for få piloter med jævne mellemrum. Lige nu er der balance hos os, og det er vi tilfredse med,« siger Klaus Høeg, der påpeger, at SAS Danmark har 70 piloter på orlov samt en plan klar, hvis der opstår behov for at rekruttere flere end de knap 700 piloter, selskabet har i dag.

Vækst bag øget behov
En af årsagerne til udsigten til pilotmangel er den vækst i flytrafikken på op til syv procent årligt, som Danmark ligesom har oplevet de seneste år.

En anden årsag er, at antallet af nyuddannede piloter i Danmark har ligget på under 50 om året de seneste år, fordi flybranchens lavkonjunktur og fyringsrunderne i SAS for tre år siden har fået mange unge til at frygte for jobsikkerheden som piloter. Desuden skyldes udsigten til pilotmangel, at selskaberne er ved at løbe tør for håndtag at dreje på for at øge udbyttet af deres piloter.

»Selskaberne udnytter i modsætning til tidligere nu fuldt ud de 900 timer årligt, en pilot må flyve, og samtidig er pensionsalderen for piloter sat op fra 60 til 65 år. Så nu er linen strakt, og fremtidig vækst kræver nye piloter,« siger chefinstruktør Anna Kjær fra Nordens største pilotskole, Center Air.

Endelig er der udsigt til en pensionspukkel for piloter. Ifølge SAS skal hver trejde erhvervspilot på pension inden for fem til ti år, og dermed opstår et hul på flere hundrede piloter.

Fede tider for piloter
Udsigten til pilotmangel vil betyde priskrig på piloter, mener Flemming Jeppsson fra Danish Aviation College. Og det ser piloterne – ikke overraskende frem –til.

»Om nogle år vil der blive rift om piloterne til selskaberne, og så må selskaberne tilbyde bedre vilkår både for at få nye piloter ind og for at få unge til at vælge pilotuddannelsen. Det er ren markedsmekanisme,« siger formand for SAS-piloterne Mogens Holgaard.

En anden løsning for at undgå ledige sæder i cockpittet er ifølge Sterling udenlandsk arbejdskraft.

»Der er masser af højtuddannet arbejdskraft i de tidligere østbloklande, som finder det attraktivt at bo og arbejde i Skandinavien. I det norske selskab Norwegian har de allerede hyret piloter fra Polen,« siger Almar Örn Hilmarsson, der gerne selv henter piloter i udlandet om nødvendigt.

Endelig kan der skrues op for uddannelserne, der ifølge flyskolerne med få måneders varsel vil kunne fordoble antallet af pladser på flyveskolerne.