Udsigt til kursdyk på Amagerbanken

Thomas Berngruber fra Formuepleje forventer negativ reaktion fra markedet på Amagaerbankens aktie, når fondsbørsen åbner kl. 09.00 mandag morgen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kursen på Amagerbankens aktier kan meget vel falde, når fondsbørsen åbner klokken 09.00 mandag morgen, vurderer Thomas Berngruber fra Formuepleje.

Søndag aften udsendte banken indkaldelse til en ny ekstraordinær generalforsamling 17. august, som kaster nyt lys over redningsplanen.

Banken vil sælge nye aktier til en massiv rabat på helt op til 82,5 pct. for at skaffe de nødvendige midler til at redde banken.

 - Når rabatten er så stor, kan det meget vel være, fordi banken har svært ved at skaffe en investor. Dermed er der større sandsynlighed for, at de ikke kan skaffe pengene, og større sandsynlighed for, at de ikke klarer den. Dermed skal aktiekursen være lavere, forklarer Thomas Berngruber.

 - Vi forventer en negativ reaktion fra markedet. Det er en massiv rabbat, hvor folk skal have pengene op af lommen igen, og der må komme et salgspres, siger han.

Det er endnu uvist, hvad bankens storaktionærer i PFA Pension, Nykredit og finansmanden Karsten Ree vil gøre i den nuværende situation. Men sidder de på hænderne vil de opleve deres aktieandel falde markant.

Ifølge beregninger foretaget af Berlingske Business vil Karsten Rees ejerandel falde fra knap en tredjedel til 3,2 pct., hvis han ikke køber nye aktier.