Udsigt til kinesisk stormløb på København

Forsøget med charterrejser fra Kina til København har vist sig at være en kæmpe succes, og nu er der udsigt til en tredobling af antallet af kinesiske charterturister, der vil besøge den danske hovedstad og H. C. Andersens fødeby, Odense.

Foto: Simon Skipper. Kinesiske charterturister i København
Læs mere
Fold sammen

Københavns Lufthavn og den danske turistindustri har fået et nyt gennembrud i Kina. Beijing Capital Airlines, som i efteråret fløj 3.000 kinesiske charterturister på besøg i Danmark fra Beijing og Hangzhou, vil således nu udvide sin chartersæson i Danmark fra to til syv måneder. Det betyder mere end en tredobling - eller 11.000 - kinesiske charterrejsende til næste år, skriver Københavns Lufthavne på sin hjemmeside.

»Det er et stort gennembrud for Københavns Lufthavn og for Danmark. Vi har fundet en god niche ved at gå målrettet efter det voksende kinesiske chartermarked. Vi har succes i lufthavnen med målrettet service for vore kinesiske gæster – blandt andet kinesiske guides, app og hjemmeside,« siger administrerende direktør Thomas Woldbye og CPH’s charterstrategi.

De første knap 3.000 kinesiske chartergæster er især glade for god shopping og sightseeing i København og besøg i H.C. Andersens barndomshjem i Odense.

Og der er virkelig penge i kineserne. Kinesere besøger typisk 3-5 lande på en 8-10 dages rundrejse med 1-2 overnatninger i Danmark, og den kinesiske turist bruger typisk 2.000 kr. i døgnet.

Hos VisitDanmark, der har lanceret website i Kina om Danmark og et særligt site målrettet de store rejsearrangører, kalder Kina ansvarlig Flemming Bruhn udvidelsen for »en fantastisk nyhed«. Nu arbejder VisitDanmark bare på at få kineserne til at blive lidt længere.