Udfordringen med det finske marked fortsætter for Unibrew

Der er ikke de store overraskelser i Royal Unibrews regnskab for andet kvartal, hvis man spørger Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank.

Foto: Søren Bidstrup. Royal Unibrew - Faxe Bryggeri
Læs mere
Fold sammen

Ifølge ham har årets andet kvartal for Royal Unibrew nemlig vist sig at være præcist så vanskeligt, som frygtet, fordi Faxe-bryggeriet sidste år havde et meget stærkt andet kvartal, der var præget af godt sommervejr og påsken.

Det er dog særligt selskabets finske forretning, som Morten Imsgard hæfter sig ved, da den har vist sig lidt dårligere, end han havde ventet.

- Der er ikke noget, der tyder på, at udfordringerne i Finland bliver vendt på den korte bane. Så Royal Unibrew bliver ved med at slås med det finske marked i de kommende kvartaler og ind i 2016, og det er et marked, som er rigtig vanskeligt at navigere i i øjeblikket, siger Morten Imsgard til Ritzau Finans og forklarer, at de finske forbrugere er tilbageholdende på grund af dårlig økonomi, og at Royal Unibrew i løbet af det første halvår har tabt markedsandele i Finland.

I årets andet kvartal faldt bryggeriets nettoomsætning i Finland med 12 pct. til 583 mio. kr. mod 666 mio. kr. året før.

Der er dog ikke meget, som virksomheden kan stille op overfor et tøvende finsk marked for at vende udviklingen, vurderer Morten Imsgard.

- De skal så vidt muligt forsøge at have en attraktiv brand portefølje, hvilket vil sige, at deres innovationsniveau i Finland skal være højt. Det er typisk sådan, man lokker nogle af forbrugerne tilbage igen, og det er også noget af det, som deres datterselskab i Finland satser meget på, siger han.

Især bør bryggeriet rette fokus på vandkategorien, hvis det skal overleve i et marked, hvor forbruget er stillestående og ølforbruget faldende over en årrække, tilføjer Morten Imsgard.

Men Finland er ikke den eneste udfordring for selskabet fremadrettet, påpeger senioranalytikeren. Royal Unibrew positionerer sig nemlig generelt på nogle svære markeder.

- Royal Unibrew har ingen nemme markeder, hvor de kan sige, at det bare kører. De er nødt til at gro på samtlige steder, hvor de driver en forretning, hvis de skal holde skinnet på næsten og navigere gennem markeder, hvor der ikke er nogen nem måde at skabe vækst i forretningen på. Samtidig har selskabet også udtømt størstedelen af de nemme effektiviseringsgevinster, man kan hente, siger Morten Imsgard og tilføjer, at bryggeriet i dag er meget effektivt drevet.

Unibrew er presset af dårlig sommer. Se med her:

 

Han forudser, at det dårlige sommervejr også vil påvirke selskabets tredje kvartal.

- Det næste kvartal bliver mere af det samme. Det dårlige sommervejr gør, at salget er i bakgear mange steder, men Royal Unibrew er dygtige til at forsvare sin indtjening og overordnet set fastholde sine markedsandele, fordi de har en attraktiv produktportefølje med nogle brands, som kunderne er loyale overfor, vurderer Morten Imsgard.