Udenlandske købere jagter dansk shipping-gigant

Wrist Group kan være på vej til at skifte ejer efter syv år hos kapitalfonden Altor. Flere udenlandske konkurrenter har henvendt sig i løbet af foråret.

Med en omsætning på 85 milliarder kroner sidste år har Wrist Group et større årligt salg end virksomheder som Carlsberg, DSV og Arla. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere udenlandske opkøbere er interesseret i at overtage den store danske shippingvirksomhed Wrist Group, der målt på omsætningen er en af Danmarks største virksomheder. Et salg til op mod seks milliarder kroner kan ske efter sommerferien, erfarer Berlingske.

»Det er en virksomhed, som har været i en god udvikling. Det betyder, at der løbende kommer flere henvendelser fra interesserede,« siger Søren Johansen, dansk partner i den svenske kapitalfond Altor, som ejer Wrist Group.

Han ønsker ikke at sige meget om salgsprocessen, eller hvor tæt fonden er på at få solgt virksomheden, som Altor har ejet siden 2007. Men Berlingske erfarer fra andre kilder, at den svenske fond har hyret den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley og danske FIH til at finde købere til Wrist Group, der sælger skibsolie videre til rederierne.

Det sker, efter at store udenlandske virksomheder fra samme branche i løbet af foråret har henvendt sig om et køb. Præcist hvor hurtigt, Wrist Group får nye ejere, er endnu ikke afklaret, men kilder med kendskab til processen vurderer, at det kan ske allerede i efteråret. Søren Johansen er dog tilbageholdende med at give et bud på, hvornår virksomheden får ny ejer.

Oplagt at splitte virksomheden op

»Det er ikke muligt at sige noget om, hvornår et salg kommer til at finde sted. Både bunkerforretningen og supplyforretningen er i fantastisk god gænge med masser af muligheder foran sig,« siger han.

Bunkerforretningen, der leverer brændstof til skibe, står for den klart største del af Wrist Groups samlede salg på 85 milliarder kroner i 2012. Den store omsætning betyder, at virksomheden omsætter for mere end store danske selskaber som Carlsberg, Arla og DSV. Indtjeningen er dog langt lavere, og i fjor tjente selskabet godt 440 millioner kroner. Det betyder, at en pris på fem-seks milliarder kroner er realistisk, lyder vurderingen.

Planen er at skille den mindre Wrist Ship Supply, der står for andre leverancer til skibe, fra og sælge de to selskaber hver for sig.

»Jeg tror, den rigtige løsning er at splitte virksomheden op, og når den tid kommer sælge dem i to separate dele. Jeg vil tro, at bunkerforretningen bliver solgt før ship supply-forretningen,« siger Søren Johansen.

Selskaberne er i dag i praksis allerede skilt fra hinanden med to selvstændige ledelser.

Han vil ikke fortælle, hvem der har henvendt sig om at overtage den danske virksomhed. Men han siger, at et salg til en anden kapitalfond næppe er realistisk.

»Den dag bunkerforretningen skal sælges, er der flere muligheder. Det kan både være en strategisk køber, men det kunne også en dag være en mulighed at børsnotere virksomheden,« siger Søren Johansen.

Altor skal af med Wrist Group, fordi kapitalfondene meget nødigt ejer deres virksomheder i mere end syv år. Samtidig er virksomheden i en position, hvor et salg vil blive en god forretning for den svenske fond. Siden købet i 2007 er salget fordoblet, og alene i 2012 har Wrist Group øget sin omsætningen med 20 procent. I dag er virksomheden blevet verdens største inden for videresalg af bunkerolie med en global markedsandel på syv procent.

Altor har været en af de flittige opkøbere af danske virksomheden inden for de seneste ti år. Fonden har tidligere ejet vitaminpilleproducenten Ferrosan, der er solgt til amerikanske Pfizer, og den svenske industrikoncern Alfa Lava har købt Aalborg Industries, der producerer kedler, brændere og styresystemer til marineindustrien.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den anden store aktør i branchen, United Shiping Trading Company, der med base i Middelfart i seneste regnskabsperiode omsatte for 71 milliarder kroner.