UBS skal lægge 1,1 mia. euro i sag om hvidvaskning

UBS har tabt en appelsag om en kaution på 1,1 mia. euro, som den schweiziske bankgigant var blevet pålagt at betale i forbindelse med en fransk undersøgelse om hvidvask, rapporterer Bloomberg News.

Foto: FABRICE COFFRINI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I juli blev det afgjort af en undersøgelsesdommer, at UBS inden udgangen af september skulle betale beløbet, der svarer til omkring 8,2 mia. kr. Den skulle fungere som garanti, hvis banken bliver fundet skyldig i hvidvaskning af penge. Ligeledes ville beløbet blive tilbagebetalt, hvis anklagen frafaldes.

UBS har nægtet sig skyldig i sagen og afvist at betale beløbet. Derfor blev sagen appelleret.

Den seneste granskning af banken er blot en udvidelse af en allerede verserende undersøgelse af banken. Tidligere i år kom UBS i søgelyset for angiveligt at have hjulpet rige franske kunder med at snige sig uden om skattesystemet.

De franske myndigheder undersøger, hvorvidt banken har foretaget systematisk hvidvaskning af penge, og om den i Frankrig har organiseret et system, hvor schweiziske bankmænd har kunnet tilskynde franske kunder til at flytte bankkonti til Schweiz og derved undgå fransk skat.

Ifølge fransk lov kan kun franskregistrerede forretningsenheder rekruttere kunder i Frankrig.

Hvis UBS kendes skyldig vil det medføre en betydelig økonomisk straf og begrænsninger i UBS' ret til at føre bankvirksomhed i Frankrig.