Ubers underskud eksploderer efter børsnotering

Den amerikanske transporttjeneste Uber taber et rekordstort milliardbeløb, viser kvartalsregnskab. Samtidig er væksten i omsætningen på sit laveste niveau nogensinde.

Uber har fremlagt sit kvartalsregnskab, og det sætter to bundrekorder – et milliardstort underskud og rekordlav vækst i omsætning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Den omstridte kørselstjeneste Uber har netop fremlagt sit regnskab for andet kvartal, og det sætter en kedelig rekord for virksomheden. Regnskabet slår nemlig fast, at Uber på tre måneder har haft et svimlende stort underskud på 5,2 mia. dollar – svarende til 34,7 mia. kr.

Det er det højeste tab i Ubers historie, skriver The New York Times.

Størstedelen af tabet skyldes en aktieoptionsordning, som Uber oprettede til sine ansatte i forbindelse med børsnoteringen i maj. Aktier for 26 mia. kr. blev sat til side til uddeling. Uber har derudover investeret massivt i vækst i 2019.

Samtidig snegler stigningen i Ubers omsætning sig af sted. På et år er omsætningen steget med 14 procent, hvilket også sætter en bundrekord for Uber.

Uber har ellers taget verden med storm siden sin begyndelse i USA i 2009. Med et klik på en app kan brugeren bestille en privat chauffør, som henter og bringer fra en destination til en anden. Tjenesten er verdensomspændende og har slået sig ned i 60 lande.

Uber har også været en tur forbi Danmark. Her begyndte chaufførerne at trille rundt på de københavnske gader i 2014, men blev hurtigt mødt af protester.

To år senere slog byretten fast, at det er ulovligt, når private tjener penge på at fragte danskerne rundt i gaderne. Adskillige chauffører blev idømt bøder for den ulovlige taxakørsel. En chauffør modtog en bøde, der løb op i tæt på en halv mio. kr.

Uber argumenterede længe for, at chaufførerne fortsat skulle have lov til at sætte sig bag rattet. Transporttjenesten håbede, at et politisk flertal ville liberalisere taxalovgivningen. Det skete imidlertid ikke.

En ny taxalov blev vedtaget, og den krævede, at alle taxachauffører skulle have taxameter og sædeføler i bilerne. Det var umuligt for Uber at leve op til, da deres chauffører var private og kørte rundt i egne biler. Resultatet blev, at Uber i marts 2017 meddelte, at selskabet måtte kaste håndklædet i ringen og bede sine chauffører om helt at løfte foden fra speederen.

Selskabet nåede at køre tæt på 300.000 kunder rundt i de danske gader. Senere har Uber luftet, at selskabet måske vender tilbage til Danmark en dag.

Selv om økonomien lige nu går i en negativ retning for selskabet, er der også et lyspunkt. I resten af verden bliver mere end 100 millioner kunder nemlig stadig fragtet rundt hver måned. Det betyder, at omsætningen for Ubers køreture og leveringer er steget med 31 procent.

Uber selv har forklaret, at de regner med, at det voldsomme underskud er en engangsforestilling, som skyldes børsnoteringen. Selskabet skal nu overbevise sine investorer om, at det kan skabe profit.