Uber vil udnytte kinesisk vanvidsvækst

Uber satser stort på det kinesiske marked. De nærmer sig én million ture om dagen, og det hjælper virksomheden med at øge sin værdi med milliarder.

Foto: ROBERT GALBRAITH. Ubers CEO Travis Kalanick har kæmpe planer for taxi-appen i Kina, og Ubers værdi eksploderer.
Læs mere
Fold sammen

Uber er overalt, og det går stærkt. Inden 2015 er afsluttet, vil USA ikke længere være den kontroversielle taxi-apps største marked. Allerede nu befinder fire ud af Ubers ti største byer i Kina, og de tre byer Guangzhou, Hangzhou, and Chengdu er de største målt på ture.

Det går stærkt, og Uber investerer store summer for at gøre sig til markedsleder på et svært og kæmpestort marked.

»Vores chauffører fuldfører næsten én million ture per dag, og forretningen er fordoblet på bare en måned,« skriver topchef Travis Kalanick i en e-mail, som Financial Times er kommet i besiddelse af.

Der er hidsig vækst for Uber i Kina. De næsten én million ture om dagen i Kina er lige så meget, som virksomheden havde i hele verden i alt for seks måneder siden. Det kinesiske svar på Google, Baidu, har investeret næsten fire milliarder kroner, men Uber vil have mere funding, for bilerne skal ud i endnu flere kinesiske byer. Hele 50 byer, hvis alt går som planlagt. Indtil videre er i alt ti milliarder kroner rejst, og hvis den kommende fundraising går godt, kan Ubers værdi nærme sig 50 milliarder dollars svarende til 332 milliarder kroner.

Om ti dage åbner firmaet en fundraisingrunde, hvor de regner med at skyde over 6,6 milliarder kroner ind i Ubers kinesiske afdeling. Det kommer oveni de store summer, de allerede har skaffet.

De får konkurrence på det kinesiske marked fra det lokale firma Didi Kuadi, der er finansieret af blandt andre Alibaba og den store statsejede medievirksomhed Tencent. Den kinesiske taxi-konkurrent er en fusion mellem to taxi-apps, der tidligere var de to største i det store land. Uden at nævne det konkrete firma har Ubers CEO Travis Kalanick været ude med hård kritik af konkurrenter, der ifølge ham »har klonet Ubers produktlinje« og prøvet at bestikke Uber-chauffører for at få dem til at skifte firma.

»For at være helt ærlig repræsenterer Kina den største uudfyldte mulighed for Uber og formentligt større end USA,« siger Kalanick i e-mailen.

UberChina går under flere navne i Kina - blandt andet YouBu eller »et glimrende skridt fremad.« Man må sige, at Ubers skridt i Kina er store, og det går i den grad fremad.