Uber vil ansætte op mod 100 ingeniører i Danmark

Ubers udviklingsafdeling i Danmark vil ansætte 50-100 ingeniører i Aarhus.

Foto: Foto: Dado Ruvic/Scanpix..
Læs mere
Fold sammen

Kørselsformidleren Uber er i Danmark med sine biler og chauffører. Men allerede inden de åbnede den forretning, startede de en udviklingsafdeling i Aarhus. Lige nu har den afdeling af den kontroversielle taxi-app 22 ansatte, men nu vil Uber for alvor sparke gang i udviklingen med masseansættelser.

Hele 100 ingeniører kan der blive tale om, hvis Uber kan finde de ingeniører, der skal bruges til virksomheden i Danmarks næststørste by.

»Vi er klar til at rekruttere dygtige hoveder. Hvis man tilhører verdenseliten, eller man gerne vil det, skal man da bare sende en ansøgning afsted til Uber med det samme,« siger head of public policy i Uber, Lars Dyrhagen.

Ubers afdeling i Aarhus står for udvikling af Ubers infrastruktur, og nu er der altså behov for ingeniører. Firmaet havde i 2014 ingen salgsindtægter, men til gengæld lønomkostninger på knap 8,5 mio. kr., fremgår det af årsregnskabet.

Lars Dyrhagen forklarer, at Uber har placeret en udviklingsafdeling i Danmark af flere forskellige grunde, men en af grundene er, at der er dygtige specialister.

»Uber kigger på, hvor der er tilstedeværelse af IT-kompetencer og talent. Det er der i Danmark,« siger Lars Dyrhagen.

Oplysningerne om de mange ansættelser bliver offentliggjort i forbindelse med et arrangement, som Uber holder i dag i deres Research & Development Center i Aarhus. Her vil økonomi- og indenrigsminister og leder af de Radikale Morten Østergaard besøge Uber som en del af sin valgturné.

Uber har i øjeblikket en sag kørende hos politiet, fordi Trafikstyrelsen har anmeldt firmaet for brud på Taxalovgivningen.