Uber taber britisk ankesag om chaufførers ret og mindsteløn

Ved en arbejdsret i London har Uber tabt en sag om rettigheder til kørselstjenestens chauffører.

Uber har tabt sag ved britisk arbejdsret om chaufførers rettigheder - blandt andet til mindsteløn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix/Ben Fathers/arkiv

Uber har i Storbritannien forgæves forsøgt at få omstødt en afgørelse, der gør tjenestens chauffører til arbejdere med rettigheder - herunder mindsteløn.

Den amerikanske virksomhed har fredag tabt en ankesag ved en arbejdsret.

Uber, der fungerer via en app til smartphones, slås med at bevare retten til at drive kørselstjeneste i London. Det samme er sket andre steder i verden.

Selskabet har de seneste år udfordret etablerede taxiselskaber over hele kloden.

En del lande har indført lovgivning, der helt eller delvist begrænser Ubers virke. Det gælder blandt andet Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien og Spanien.

Kørselstjenesten lukkede i Danmark på grund af den taxalovgivning, som regeringen indgik en bred aftale om i februar.

/ritzau/Reuters