Uber lukker: Aktivist klar med ulovlig app

Når Uber om nogle timer har kørt sidste tur, er hjemmesiden til den nye kørselstjeneste Avanti klar. »Vi ved godt, at den er ulovlig,« siger stifteren bag appen.

Über har udmeldt at de pr 18. april 2017 lukker tjenesten i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dagen er kommet, hvor Uber må dreje nøglen om og vinke farvel til de danske landeveje. Men det betyder ikke, at der vil mangle kørselstjenester i fremtiden. Tværtimod betyder Ubers afgang, at flere nye apps og kørselstjenester vil stå til rådighed for passagererne.

En af disse apps kaldes Avanti, og i dag vil en hjemmeside og de første informationer om appen bliver offentliggjort.

Berlingske har talt med manden bag den nye kørselstjeneste, Lars Kragh Andersen, der kalder sig selv for liberal aktivist og tidligere har været i medierne med stærke holdninger til blandt andet licensbetaling og legalisering af hash.

Han fortæller, at Avanti skal fungere på nogenlunde samme måde som Uber. Passageren bestiller en chauffør via appen, der indtastes destination, der aftales en pris på forhånd og det er muligt at følge chaufførens rute.

Avanti har intet CVR-nummer eller kontor, og der er ingen, der tjekker, om chaufførerne betaler skat af indkomsten.  Det er heller ikke planen, at chaufførerne hos Avanti skal leve op til kravene i taxilovgivningen.

Chauffør og passager aftaler selv pris og betalingsmetode. Betalingen sker mellem passager og chauffør i bilen, når turen er slut, og der kan betales kontant, med mobilepay, med bitcoin, eller hvad der aftales mellem parterne. Chaufføren vælger også selv, hvor meget han vil tage for turen, oplyser Lars Kragh Andersen.

»Vi har ikke tænkt os at betale nogen form for skat«

Lars Kragh Andersen lancerer den nye app, fordi han mener, at det bør være lovligt at tjene penge på at transportere hinanden uden at skulle leve op til krav og regler – og han ved godt, at den nye app er fuldt ud ulovlig.

»Vi bekymrer os ikke om, hvad der er lovligt eller ulovligt. Vi bekymrer os om, hvad der er rigtigt eller forkert. Og frihandel mellem mennesker er ikke forkert, så vi vil ikke overholde kravene i taxilovgivningen,« siger han og fortsætter:

»Vi ved godt, at det her ikke er lovligt. Men der er mange ting i Danmark, som ikke er lovlige. Heldigvis gør folk det alligevel. Vi har ikke tænkt os at betale nogen form for skat. Vi vil ikke finansiere den mest destruktive organisation i samfundet, og det er staten. Om chaufførerne har tænkt sig at betale skat af deres indtægt, må være op til dem.«

Informationer om appen bliver offentliggjort i dag, men den er stadig under udvikling og vil derfor først være klar til at blive benyttet af danskerne om over en måned, oplyser stifteren.

»Vi kan ikke umiddelbart blive fanget af myndighederne«

Lars Kragh Andersen fortæller, at Avanti også skal fungere som et modsvar til Uber, der efter aktivistens mening går for meget op i, hvad myndighedernes holdninger er til kørselstjenesten.

»Uber er en stor international virksomhed, der er bange for, hvad myndighederne i de forskellige lande vil gøre ved dem. Det er vi ikke. Vi er klassens frække dreng,« lyder det fra Avanti-stifteren.

Hvor lang tid tror I, at jeres ulovlige kørselstjeneste kan få lov til at fungere?

»Vi kan ikke umiddelbart blive fanget af myndighederne. Vi er mere robuste overfor den slags. Vi har for eksempel intet kontor, så der er ingen steder, hvor de kan dukke op og lukke os ned. Vi findes kun i skyen,« siger han.

Har I nogle chauffører, der vil være med?

»Ikke så mange endnu. Men det bliver ikke et problem at få chauffører med på den her app. Det var heller ikke er problem at få chauffører til at køre for Uber, selvom alle jo vidste, at de ikke overholdt taxilovgivningen,« lyder det fra Lars Kragh Andersen.

Han oplyser, at appen i første omgang kun vil være tilgængelig på Android-telefoner.

Det bliver muligt at melde sig som chauffør gennem sin Facebook-konto, og alle kan vælge at køre for Avanti.

I første omgang er planen for personerne bag Avanti ikke at tjene penge, men på sigt vil der blive oprettet en funktion, hvor folk, der ønsker at køre for Avanti, skal betale for et chauffør-abonnement.

Berlingske har set prototyper på, hvordan appen vil komme til at se ud, når den lanceres, og den ligner i designet kørselstjenesten Uber.

Avanti er ikke den eneste kørselstjeneste, der har planer om at indtage de danske landeveje, når Uber lukker. I går kunne Berlingske fortælle, at der er et flertal af nye apps på vej. Det vil senere i dag blive offentliggjort, hvilke apps der kommer først på markedet.