Uber koster taxibranchen dyrt

Foto: THOMAS OLIVA. Ifølge brancheforeningen Taxiførere i Danmark betyder konkurrencen fra Uber, at taxichaufførerne mister indtægter på helt op til 6.000 kroner om måneden. Særligt weekendchaufførerne er ifølge formand Søren H. Nicolaisen ramt af Ubers popularitet blandt københavnerne. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

På et år har 4x48 TaxiNord mistet cirka 16 procent af omsætningen fredag og lørdag nat på grund af konkurrence fra Uber, skriver metroxpress.

Det er 9.000 ture på et år, lyder det fra Dansk Taxi Råd, hvor TaxiNord-direktør Carsten Aastrup sætter ord på undersøgelsen:

»Det gør ondt på vognmændene, og det er simpelthen ikke en rimelig situation. Vi havde tillid til politi og myndigheder om at få bragt orden i situationen omkring Uber, men det er mildest talt gået langsomt. Nu har vi det sort på hvidt - vi mister omsætning til en virksomhed, der er politianmeldt for overtrædelse af taxiloven, og de får bare lov at fortsætte.«

Ifølge brancheforeningen Taxiførere i Danmark betyder konkurrencen fra Uber, at taxichaufførerne mister indtægter på helt op til 6.000 kroner om måneden. Særligt weekendchaufførerne er ifølge formand Søren H. Nicolaisen ramt af Ubers popularitet blandt københavnerne.

»Vi hører, at chaufførerne går cirka 1.500 til 2.000 kroner ned i omsætning pr. vagt i weekenden. På den måde kan det altså koste en chauffør op til 6.000 kroner, vil jeg anslå,« siger han til metroxpress.

Der findes ingen officiel oversigt over, hvor mange Uber-chauffører der kører i København. Uber vil ikke selv frem med tallet, men en optælling fra taxi-aktivisterne i Facebook-gruppen Uberfakta skønner, at der er omkring 1.500 køretøjer.

»Vi mærker ikke så meget til det i hverdagen, hvor taxierne stadig sidder på erhvervskunderne,« siger Søren H. Nicolaisen til metroxpress.

Jacob Gulmann, direktør i Taxa 4x35, karakteriserer situationen således:

»Taxa 4x35 har registreret en nedgang i omsætningen af vores gadeture i 2015. Særligt i årets sidste kvartal, hvor der traditionelt er flere gadeture i weekenden. Det er i dette specifikke segment, at vi kan mærke Ubers indtræden på det danske marked.«