Uber har tabt over otte milliarder kroner i år

Uber får flere og flere bookinger, men selskabet har tabt 1,3 milliarder dollar i det første halve år af 2016, skriver det amerikanske finansmedie Bloomberg.

Mens Ubers chauffører kæmper med taxi-chauffører på gaden, taber selskabet milliarder, viser regnskabet for de første seks måneder af 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: SERGIO PEREZ

Mens Uber kæmper mod taxi-branchen og fagforeninger flere steder i Europa, taber selskabet milliarder.

Det skriver finansmediet Bloomberg.

Ifølge Bloomberg tabte Uber Technologies i første kvartal af 2016 hele 520 millioner dollar, svarende til 3,4 millarder kroner, mens tabet i andet kvartal lød på 750 millioner dollar, svarende til næsten 5 milliarder kroner. Dermed har Uber tabt omkring 1,27 milliarder dollar, svarende til svimlende 8,37 milliarder kroner, på seks måneder.

Uber afholder hvert kvartal en telekonference for aktionærer, hvor selskabets finansdirektør fremlægger regnskabstal, og det er altså tal fra telekonferencen, Bloomberg refererer til.

Selv på det amerikanske marked, hvor første kvartal ellers gav Uber overskud, byder andet kvartal på underskud. Uber fører en aggresiv ekspansionsstrategi, og vokser da også betydeligt både i antallet af bookinger og på omsætningen, men selskabet har altså endnu ikke formået at tjene penge.

Det er imidlertid ikke nyt for Uber, at stigende omsætning ikke bliver omsat til overskud. I selskabets syv års levetid er der mindst fosset 4 milliarder dollar - 26 milliarder kroner - ud, skriver Bloomberg. Alene i 2015 tabte Uber mindst 2 milliarder dollar, svarende til 13 milliarder kroner.

»Du finder ikke mange teknologivirksomheder som kan tabe så mange penge så hurtigt,« siger Aswath Damodaran, en business-professor fra New York University, til Bloomberg.

Uber har haft svære vilkår i Danmark, hvor fagforeningen og taxibranchen har kæmpet for at sparke Uber ud af landet. I juli blev seks personer dømt ved Københavns Byret for at bryde taxiloven i deres virke som chauffører for Uber. Også i andre europæiske lande har Uber svært ved at finde fodfæste. Både i Tyskland, Belgien, Frankrig og Spanien er tjenesten enten delvist eller helt forbudt.

Også i Ubers eget hjemland, USA, er der modstand. I 2015 blev der anlagt cirka 50 sager mod Uber ved forbundsdomstolene, men selskabet opererer altså stadig i de større byer.