Uber bliver forbudt i London

Kørselstjenesten Uber erklæres »uegnet« og mister rettighederne til at køre i London, hvor 3,5 millioner indbyggere har installeret appen.

Kørselstjenesten Uber mister rettighederne til at køre i London. Fold sammen
Læs mere
Foto: Toby Melville
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uber får ikke længere lov til at køre i den britiske hovedstad London.

Selskabets licens bliver ikke fornyet, når den udløber ved udgangen af denne måned, har byens transportmyndigheder netop meddelt.

Uber er »uegnet til at køre i London,« lyder det fra transportmyndigheden Transport for London.

Begrundselsen er blandt andet, at Uber har handlet utilstrækkeligt på en række områder: Blandt andet har selskabet brugt en software til at forhindre myndighederne adgang til appen og Ubers chauffører samt gjort for lidt for at rapportere alvorlig kriminalitet.

»Ubers tilgang og handlinger viser mangel på virksomhedsmæssigt ansvar,« fremgår det af meddelelsen.

Det er et enormt marked, der pludselig forsvinder mellem fingrene på Uber. Appen bliver brugt af 3,5 millioner mennesker i London, og Uber har 40.000 chauffører i storbyen.

Londons borgmester Sadiq Khan har omgående meddelt, at han bakker op om forbudet af Uber.

»Alle selskaber i London må spille efter reglerne og leve op til de høje standarder, vi forventer. Især når det kommer til kundernes sikkerhed,« siger borgmesteren ifølge Reuters.

Ligesom i mange andre af de lande, hvor Uber kører, har de i Storbritannien mødt hård modstand fra fagforeninger og traditionelle taxachauffører, som mener, at Uber opererer i strid med reglerne.

Uber har straks besluttet sig for at anke afgørelsen.

»For at beskytte alle chaufførernes levebrød og alle de millioner af London-borgere, som har valgt at bruge vores app, vil vi omgående prøve afgørelsen ved domstolene,« skriver Tom Elvidge, direktør i London, i en pressemeddelelse.

I Danmark har myndighederne også gjort livet svært for Uber. I februar blev der indført en ny taxilov, som påbød alle chauffører at have sædefølere og taxameter i bilerne. Omtrent en måned senere besluttede Uber sig for at lukke i Danmark.