Tyskland vil lovfæste netneutralitet - hele EU følger måske efter

De tyske regeringspartier er blevet enige om at sikre netneutralitet ved lov. Og det kan påvirke EU's kommende telelovgivning, vurderer professor.

Foto: Morten Dueholm.
Læs mere
Fold sammen

Tyskland planlægger at indføre en lov om net-neutralitet. Det fremgår af det grundlag for næste regeringsperiodeperiode, der er indgået mellem koalitionspartierne CDU, CSU og SPD i november måned. 'Garantien for netneutralitet er et af de lovgivningsmæssige mål for teleloven, hedder det i regeringsgrundlaget, skriver Version2.

Hvis Tyskland indfører en lov om net-neutralitet, vil det blot være det tredje land i Europa. Holland sikrede netneutraliteten med lov i 2011 i kølvandet på massive protester fra borgere over, at en teleudbyder ville blokere for brugen af en gratis sms-app.

Læs Dorte Tofts blog om netneutralitet

Siden har også Slovenien fulgt trop med en lov på området, der blev vedtaget i december 2012, og i EU-systemet ligger der i øjeblikket et forslag til behandling, der også omfatter netneutralitet.

Hvis der vedtages en forordning fra EU, vil den trumfe alle nationale lovgivninger. Men en tysk lov om netneutralitet vil sandsynligvis få betydning i EU-regi. For når Tyskland lovgiver på området, er det fordi, at de forventer, at EU´s lovgivning kommer til at minde meget om deres egen. Det vurderer Søren Sandfeld Jacobsen, der er professor ved juridisk institut på Aalborg Universitet.

»Hvis et land som Tyskland virkelig mener det her, så kan det godt rykke noget. Hvis der vedtages en forordning i EU, så gælder de love, man har i Holland og snart Tyskland, jo ikke længere. Så når Tyskland gør dette her, så tror jeg, at man har en klar forventning om, at man kan få det, der vedtages i EU, til at ligne det, man selv vedtager,« siger Søren Sandfeld Jacobsen til Version2.

Det tyske regeringsgrundlag er til urafstemning blandt partiernes medlemmer, og resultatet forventes klart 14.december.

Hvad er netneutralitet?

Men hvad dækker begrebet netneutralitet egentlig over? Kort sagt betyder det, at al internettrafik skal behandles ens. Det vil sige, at internetudbydere ikke må diskriminere trafik, som de ikke tjener penge på.

Fortalere for netneutralitet vil således forbyde internetudbydere at diskriminere mod konkurrerende tjenester. Det kan eksempelvis være ved at blokere for en tjeneste eller sætte hastigheden ned hos brugerne, når de tilgår den.

Et eksempel er, at Teliasonera sidste år bebudede, at man ville tage gebyr for Skype-samtaler, da tjenesten var i konflikt med teleselskabets forretningsmodel. Og i Holland ville en udbyder i 2011 blokere for brugen af applikationen WhatsApp, der sender gratis tekstbeskeder. Det affødte massive protester, der fik politikerne til at vedtage en lov, der beskytter netneutralitet.

Der er i skrivende stund ingen lov om netneutralitet i Danmark.

Læs også it-journalist Dorte Tofts blogindlæg om netneutralitet.

Eller deltag i debatten på Version2.dk