Tyske SAP vil fyre 3.000

Besparelser for flere milliarder på vej i den tyske softwaregigant.

Læs mere
Fold sammen
Den tyske IT-gigant SAP, verdens største producent af software til virksomhedsstyring, vil fyre flere end 3.000 i år.

Det meddelte ledelsen mandag. SAP har i dag 51.536 ansatte med udgangen af 2008 og skal ned på 48.500 stillinger fremover for at få en bedre økonomi. SAP venter selv, at fyringerne vil spare helt op til 350 millioner euro (2,6 milliarder kroner) om året med virkning fra 2010, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Dermed fortsætter massefyringerne i IT-branchen. Alle de store - Microsoft, Intel, Google, IBM m.fl. - har meldt ud, at der skal fyres i tusinder af medarbejdere. SAP har de seneste år øget medarbejderbestanden betragteligt og blev i 2006 valgt som Tysklands bedste arbejdsplads.

Men i fjerde kvartal af 2008 hørte man op med at ansætte nye folk, og der blev skåret ned på rejseudgifterne for at modstå den truende finanskrise.

SAPs nettoindtægt voksede i fjerde kvartal 2008 til 850 millioner euro fra 756 millioner et år tidligere. Salget steg fra 3,24 til 3,49 milliarder euro.