Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Turismen i Grønland boomer som aldrig før disse år. Det er især et stigende antal turister, der rejser til og fra landet med fly, men også flere og flere krydstogtskibe, der skaber vækst i turisterhvervet.
I morgen onsdag ankommer f.eks. et kinesisk ejet krydstogtskib, »Crystal Serenity« til byen Ilulissat i Nordvestgrønland. På bare én dag, før skibet sejler videre, invaderer - efter grønlandske forhold - ufatteligt mange besøgende den arktiske by med 4.500 indbyggere og et par tusinde slædehunde.
Hovedparten af de omkring 1.000 velhavere fra hele verden på krydstogtskibet har gennem det danske rejsebureau, Arctic Adventure, bestilt plads på bus- og bådture for netop at se indlandsisen, isbjerge og byen.
Ilulissat er taget ud af enhver drøm om et arktisk eventyr. Den verdensberømte Ilulissat Isfjord ved byen er Grønlands største turistattraktion. Turister fra hele verden valfarter til byen for at se fjorden med kæmpestore isbjerge fra én af verdens største og mest produktive gletschere.
Krydstogtskibets besøg skæpper formentlig pænt i kassen hos ejere af lokale turistbåde, butikker med kunsthåndværk og souvenirs plus, at det indbringer havneafgifter Grønlands Selvstyres kasse. Arctic Adventure får også sin del af kagen for at arrangere turene.
Ifølge Anders Stenbakken, administrerende direktør i Grønlands nationale turistråd, Visit Greenland, kom der sidste år 22.000 udenlandske og danske krydstogtturister til landet. Han venter tallet stiger til 25.000 i år.
Når det gælder flyturister, venter organisationen en vækst til i alt cirka 61.000 mod 51.500 sidste år.
Visit Greenlands udgangspunkt er en årlig vækst på mindst seks procent om året fra 2015 i den flybaserede turisme. På den baggrund er estimatet, at Grønland kan runde 100.000 flyturister i 2027. Bliver væksten otte procent, er fordoblingen i mål allerede i 2024.
I dag kommer de fleste flyturister i Grønland fra Danmark, men i 2024 tror direktøren, at det mest vil være rejsende fra lande uden for Danmark, der vil købe oplevelser i Grønland. Juni, juli, august og en del af september er i øvrigt højsæson for turismen i Grønland.
»Det er den internationale turisme, der driver væksten. Vi kan se, at hver tredje besøgende kommer fra Nordamerika. Der kommer også mange fra Tyskland, Storbritannien og Frankrig, mens antallet af turister fra Danmark stagnerer,« siger Anders Stenbakken.
De fly- og krydstogtturister, Arctic Adventure har som kunder og som vil til Ilulissat, køber rejse- og oplevelsespakker for at få store naturoplevelser.
»De kommer især for at flyve med helikopter ind til indlandsisen og sejle mellem isbjerge. Det er det, der trækker,« siger Hannah Scott Olesen fra Arctic Adventure.
Hun er fløjet til Ilulissat for at være klar til at tage mod turisterne fra Crystal Serenity. På skibets lange arktiske rejse er der i programmet indlagt besøg i en række byer og bygder i både Alaska, Canada og Grønland. Togtet startede i Anchorage i Alaska. Skibet er netop nået gennem den nordamerikanske Nordvestpassagen mellem Stillehavet og Baffin Bugten mellem Canada og Grønland. Efter en besøget i Ilulissat fortsætter skibet til Sisimiut og Nuuk. Krydstogtet slutter i New York 16. september.