Tyske lufthavne bliver ramt af masseaflysninger tirsdag

Lufthansa aflyser 800 afgange tirsdag, og SAS aflyser alle afgange til og fra Frankfurt og München.

(AP Photo/Michael Probst) Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Probst

Frankfurt. Flere af Tysklands største lufthavne bliver tirsdag ramt af strejker, og det medfører masseaflysninger hos blandt andre landets største luftfartsselskab, Lufthansa.

»På grund af strejken i morgen er Lufthansa nødt til at aflyse 800 ud af de 1600 planlagte afgange, deriblandt 58 langdistanceflyvninger«, oplyser selskabet i en meddelelse mandag.

Strejken vil også få konsekvenser på rejsende fra Skandinavien.

SAS meddeler således ifølge Check-In.dk, at samtlige flyvninger fra Skandinavien til og fra Frankfurt og München vil være aflyst tirsdag.

Det er offentligt ansatte i lufthavnene, som tirsdag nedlægger arbejdet i utilfredshed med deres lønninger.

REUTERS/Kai Pfaffenbach Fold sammen
Læs mere
Foto: KAI PFAFFENBACH.

Lufthavnen i Frankfurt, der er Tysklands største, advarer på sin hjemmeside om »betydelige forsinkelser og aflysninger«, som vil ramme mange luftfartsselskaber.

Rejsende opfordres derfor til at orientere sig på selskabernes hjemmesider om eventuelle aflysninger.

Lufthansa opfordrer passagerer, hvis afgange ikke er aflyst, til at møde op i lufthavnen i god tid, fordi der ventes længere køer end normalt.

Onsdag ventes lufthavnene at fungere på fuld kraft igen efter tirsdagens arbejdsnedlæggelser, som vil stå på fra klokken fem om morgenen til klokken 18.

Ansatte i brand- og redningstjenester samt i ground handling vil midlertidigt indstille arbejdet.

(AP Photo/Michael Probst) Fold sammen
Læs mere

Ud over lufthavnene i Frankfurt, München, Köln og Bremen vil tirsdagens strejker også kunne mærkes i andre dele af det tyske samfund.

Det gælder blandt andet den offentlige transport, børnehaver, affaldsindsamling samt hospitaler i flere delstater.

Fagforeninger, som repræsenterer ansatte i det offentlige, forlanger en lønstigning på seks procent. Eller alternativt mindst 200 euro mere i løn om måneden.

I februar lykkedes det den magtfulde fagforening IG Metall at vride en lønstigning på 4,3 procent ud af arbejdsgiverne samt ret til i perioder kun at arbejde 28 timer om ugen.

Ifølge en undersøgelse fra venstrefløjspartiet Die Linke har ansatte i staten og delstaterne et lønefterslæb i forhold til industrien.

De seneste to årtier er de offentligt ansattes lønninger steget 6,6 procent mindre end industriarbejdernes, skriver avisen Passauer Neue Presse med henvisning til undersøgelsen.

En sidste forhandlingsrunde mellem statsansattes fagforeninger og arbejdsgiverne skal efter planen finde sted 15. og 16. april.

/ritzau/AFP