Tyske delebiler boomer

Delebilskoncepterne i Tyskland har en tung højre fod. I storbyer som München, Berlin og Hamborg kører flere og flere i delebilerne, hvilket påvirker salget af nye biler.

Foto: JOHANNES EISELE. Delebilskoncepterne vokser støt i Tyskland. Her er det kansler Angela Merkel, der er på vej ud af en delebil fra Daimlers Car2Go.
Læs mere
Fold sammen

Fra 250.000 til 1.000.000 kunder. Sådan har udviklingen på det boomende tyske marked for delebiler været. Og det har tilmed kun taget fire år at runde kunde nummer én million.

Det skriver Bloomberg.

I Tyskland er der flere delebilstjenester, men det er i særdeleshed BMWs DriveNow og Daimlers Car2Go, der trækker læsset i den hastige udvikling. Netop disse to tjenester er også til stedet i Danmark: Car2Go har været her i et stykke tid, mens DriveNow lanceres i starten af september med 400 elbiler.

Fremgang i Tyskland for delebilkoncepterne falder sammen med, at antallet af nyregistrerede biler i Tyskland er begyndt at falde.

»Der er færre, der køber bil nummer to,« sagde BMW-direktør med ansvar for DriveNow, Rolls Royce og Mini, Peter Schwarzenbauer, i juni.

Præcis hvor store effekterne af delebilskoncepterne kan vise sig at være, er det endnu for tidligt at sige. Dertil er forretningerne stadig for unge. Men flere opgørelser fra såvel selskaberne selv som eksterne analysehuse peger på, at udbredelsen af dele- og bybiler fraholder folk fra at investere i køretøj nummer to.

Konsulenthuset Frost & Sullivan har sågar vurderet, at hver delebil i den sidste ende har potentialet til at fortrænge mellem seks og 15 privatejede biler.

På dansk jord har konsulenthuset Cowi tidligere udarbejdet en rapport med anbefalinger til at løse Københavns trængselsproblemer, hvor delebiler også blev fremhævet som en af mest effektive løsninger til prisen. Det er dog ikke alle, der kan se fidussen i delebilerne. BMW og Daimlers tyske konkurrent, Volkswagen, har indtil videre kun en begrænset delebilsforretning:

»Vi kan ikke rigtigt se business casen i de nuværende delebilsprogrammer,« siger VW-talsmand Moritz Drechsel til Bloomberg.