Tysk telegigant overgår forventningerne

Deutsche Telekom kom ud af andet kvartal med en omsætning, der overgik analytikernes forventninger.

Foto: INA FASSBENDER. Rene Obermann (th.), administrerende direktør i Deutsche Telekom, bestyrelsesmedlem Thimotheus Hoettges (tv.) og formand for repræsentantskabet Ulrich Lehner før selskabets generalforsamling i Köln i maj 2013.
Læs mere
Fold sammen

Omsætningen på 15,2 mia. euro overgik analytikernes forventninger, der lød på 14,6 mia. euro ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. 43,4 pct. af omsætningen kom fra hjemmemarkedet, mens de resterede 56,6 pct. kom fra udenlandske markeder.

Det justerede EBITDA-resultat landede på 4,42 mia. euro, i forlængelse af analytikernes forventning om et EBITDA-resultat på 4,41 mia. euro.

Nettoresultat var et smule højere end ventet og landede på 530 mio. euro mod analytikernes forventninger på 482 mio. euro.

Selskabet justerer forventningerne til helåret i regnskabet, og venter nu at få 500.000-700.000 nye kundekontrakter i andet halvår, mod tidligere en flad udvikling.

Også prognosen for driftsresultatet, EBITDA før engangsposter, justeres ned til 17,5 mia. euro i 2013 fra tidligere 18,4 mia. euro.

Endelig ventes de frie pengestrømme nu at udgøre godt 4,5 mia. euro i 2013 mod tidligere 5 mia. euro, skriver Bloomberg News.

/ritzau/FINANS