Tysk rederi klager over Femern-forbindelsen

Det tyske færgerederi TT-Line bakker op om Scandlines' protester over den kommende Femern-tunnel og har netop sendt en klage over ulige konkurrence til EU.

Foto: Bernd Wuestneck
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU's konkurrencemyndigheder skal nu forholde sig til endnu en klage over den kommende Femern-forbindelse.

Tyske TT-Line, der sejler mellem Tyskland og Trelleborg i Sverige, mener nemlig, at de ubegrænsede statsgarantier, statslån og skattefordele til den kommende forbindelse Femern-forbindelse er i strid med EU's konkurrenceregler.

Hermed bakker det tyske rederi op om Scandlines, der i forvejen har sendt en klage over Femern-tunnelen til EU's konkurrencemyndigheder.

"Jeg kan bekræfte, at vi har sendt en klage til EU-Kommissionen. Vi ønsker lige konkurrencevilkår for alle operatører, og det får vi ikke med den nuværende model for byggeriet af en Femern-forbindelse," siger adm. direktør i TT-Line, Hanns Heinrich Conzen, til business.dk.

Han ønsker ikke at vurdere sandsynligheden for at få medhold af EU-Kommissionen, ligesom han ikke ønsker at forholde sig offentligt til den danske regerings argumenter for modellen bag Femern-forbindelsen. Hanns Heinrich Conzen kalder dog sagen for "krystalklar", og han afviser blankt, at klagen handler om det samme, som en anden netop afgjort konkurrencesag om Øresundsforbindelsen.

Godkendte modellen for Øresundsforbindelsen

EU-Kommissionen godkendte nemlig for nylig modellen for Øresundsforbindelsen, og flere juraeksperter har tidligere vurderet over for business.dk, at udfaldet af de to sager formentlig bliver ens. Det skyldes, at finansieringsmodellen for de to projekter i store træk er den samme.

"De to sager er forskellige på flere områder, men jeg har ikke yderligere kommentarer," siger Hanns Heinrich Conzen.

Scandlines klage over betingelserne for byggeriet af Femern-forbindelsen blev afleveret til EU's Konkurrencekommissariat i juni i år. Det var også Scandlines, der sammen med Stena Line klagede til EUs konkurrencemyndigheder over finansieringsmodellen for Øresundsforbindelsen og de statsgarantier, som den svenske og danske stat har givet. Senere fulgte selskaberne op med endnu en klage over Øresundsbroens afskrivningsregler, der er gunstigere end normalt.

Scandlines og Stena Line driver sammen færgeruten Helsingør-Helsingborg, ligesom Scandlines driver færgeruten Rødby-Puttgarden over Femern Bælt.

I sidste måned sagde EU-Kommissionen god for statens støtte til Øresundsforbindelsen, der ifølge daværende konkurrencekommissær Joaquín Almunia indeholder så store fordele, at "det klart opvejer alle potentielle forvridninger af konkurrencen, som støtten må have medført".

Partner ved advokatfirmaet Bruun og Hjejle, Olaf Koktvedgaard, der er ekspert i EU og konkurrenceret, har tidligere vurderet over for business.dk, at det vil være meget opsigtsvækkende, hvis klagesagerne over Øresundsforbindelsen og Femernforbindelsen falder forskelligt ud. Han fastslog samtidig, at afgørelsen om Øresundsforbindelsen har to elementer:

"Første del er en anerkendelse af, at man ikke kan gennemføre den slags infrastrukturprojekter uden statsstøtte. Den anden del handler om, at veje og jernbane, man har ført hen til broen, slet ikke vurderes som statsstøtte til Øresundsforbindelsen, men er almindelig infrastruktur,« lød det fra Olaf Koktvedgaard i oktober.

Direktør for Scandlines Øresund, Henrik Rørbæk, gjorde det dog kort efter afgørelsen klart, at Scandlines vil tage sagen videre til EU-Domstolen.

»Jeg betragter afgørelsen som noget juridisk rod, der er indlysende forkert. Jeg ser ingen anden vej end at gå videre til Domstolen,« sagde Henrik Rørbæk i oktober.