Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Endnu en spiller i Nordsøen leverer krudt til den sprængfarlige debat om skattetrykket i Nordsøen. Det er det ambitiøse, tyske selskab Wintershall, der bakker A.P. Møller - Maersk op i, at rammerne for olieselskaberne i Nordsøen bør kigges efter. For den krævende kamp om de sidste dråber i Danmark vil kræve ændringer, mener Wintershall.
»Modenheden i den danske del af Nordsøen reflekteres ikke i de nuværende, finansielle rammevilkår. Modenheden giver ældre felter og tilhørende højere omkostninger, og de aldrende rammevilkår motiverer ikke en forlængelse af »tail-end-production« (produktion af den sidste olie i et felt, red.),« siger Gilbert van den Brink, der er administrerende direktør i Wintershall Nederland B.V.
Wintershall er ikke alene med holdningnen om, at rammevilkårene i Nordsøen har brug for et eftersyn. Torsdag i sidste uge bragte Berlingske et interview med Maersk Oils danske direktør, Martin Rune Pedersen, der også slog på tromme for, at der skal gøres noget, hvis Nordsø-oliens sidste dråber skal udnyttes:
»Vi skal som danskere sikre, at vi har de rigtige rammer, så det er attraktivt at gennemføre nye og større investeringer i Danmark,« lød det blandt andet.
Stimulering påkrævet
Wintershall er et datterselskab til det enorme, tyske energi- og kemikonglomerat BASF, der sidste år omsatte for 74 mia. euro. Olieselskabet er stadig en relativt ny spiller i den skandinaviske del af Nordsøen. Wintershall har dog udvidet sine aktiviteter markant særligt i Norge, men også i Danmark, hvor selskabet er operatør på et projekt og derudover har adskillige licenser.
Wintershall er begyndt at fokusere på Danmark i en tid, hvor der pågår et strategisk arbejde i Energistyrelsen for at klarlægge, hvad fremtiden skal være for Danmarks nordsøolie.
Den ekstremt lave oliepris har tydeliggjort den udfordring, som olieselskaberne står over for i Danmark: At det bliver dyrere at hente olien op af undergrunden, mens der ikke opdages nye, store fund længere.
»Det er nødvendigt at stimulere de nye efterforskninger, særligt i disse barske tider med lave oliepriser, hvor selskaber er i gang med at omlægge deres aktiviteter, som var baseret på højere oliepriser. Dette vil tage noget tid, men de umiddelbare efterforskningsaktiviteter vil lide under disse manøvrer,« siger Gilbert van den Brink.
På den anden side af Nordsøen, i Storbritannien, har man for nylig justeret skatten for at spare olieselskaberne for 13 mia. kr. over de næste fem år. Gilbert van den Brink understreger, at det er svært at sammenligne konkurrencekraft på tværs af grænsen, men at Storbritannien er ved at geare op til at blive et mere attraktivt sted at drive forretning.