Tysk firma forudser fremtidens nyheder

Selskabet Content Fleet specialiserer sig i af overvåge Google-søgninger og opdateringer på sociale medier, så netmedier kan skrive historier om emner, som læserne søger efter lige nu.

Foto: SOEREN STACHE. Firmaet Content Fleet, der opdager og tipper medier om, hvad netbrugerne søger efter lige nu, er oprettet med støtte fra blandt andre Deutsche Telekomm. Teleselskabets webportal T-Online har siden øget trafikken fra søgemaskiner med 32 pct.
Læs mere
Fold sammen

Seksten timer før Whitney Houston blev erklæret død, summede nettet allerede med opdateringer og søgninger på sangerinden, fordi hun var involveret i et skænderi på en natklub i Hollywood.

Hos det tyske analysefirma Content Fleet overvåger man fem millioner hjemmesider og kommentarer på Facebook og Twitter. Det var derfor allerede her tydeligt, at Whitney Houston ville komme til at dominere nyhedsbilledet, skriver Bloomberg.

Firmaet har siden maj tilbudt nyhedsmedier og andre virksomheder at levere tip til, hvad folk søger på og taler om på nettet, så de kan lave deres historier ud fra det.

Det har en række tyske medier benyttet sig af. Blandt andet Deutsche Telekomm der også har været med til at finansiere Content Fleet. Teleselskabets portal T-Online er med sine 45 journalister og 25 mio. månedlige brugere en af landets største sider. Siden T-Online begyndte at bruge Content Fleet er trafikken fra søgemaskiner steget 32 procent på udvalgte emner.

Trafikken er vital for onlinemedierne, der kæmper for at skaffe indtjening på nettet. En præcis viden om hvad folk interesserer sig for lige nu kan derfor optimere antallet af brugere nu og her og i sidste ende skaffe flere indtægter fra bannerannoncer.

Content Fleet forsøger nu at udvide forretningen ved at åbne et kontor i USA.

"Vi kommer ikke til at betyde døden for journalistikken. Vores plan er blot at oprette en database for det, folk er interesserede i og således give redaktørerne mulighed for at nå så langt ud til så mange læsere som muligt," siger Content Fleets stifter Mattias Protzmann til Bloomberg.

Udover T-Online brugere gør også store tyske medier som RTL Group og Bild brug af Content Fleet. Sportsmediet Sportal.com har oplevet en stigning i trafikken på 14 pct., siden man begyndte af bruge softwaren. Det har blandet andet hjulpet med at optimere dækningen af bestemte sportshold, som man kunne se, læserne interesserede sig for.

Dog er folkene bag Sportal bekymrede for, at fordelene ved Content Fleet forsvinder, når andre også begynder af bruge servicen. Content Fleet insisterer dog på, at listerne for, hvad brugerne efterspørger er tilpasset efter de enkelte mediers målgruppe og derfor er forskellige, selvom om de dækker de samme emner.

Content Fleet har 80 medarbejdere herunder 50 journalister, der skriver historier for kunder, der helt har valgt at outsource nyhedsjournalistikken.