Tysk datacenter rykker til Finland

Nedsatte elpriser er med til at skabe interesse hos internationale selskaber for at lade datakraften ligge i Finland, der kæmper efter Nokias fald.

Google, Microsoft og russiske Yandex har allerede datacentre i Finland, som arbejder for at finde en ny position efter Nokias fald fra mobiltronen. Arkivfoto: Mauritz Antin, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: MAURITZ ANTIN

Endnu et internationalt datacenter lander nu i Finland, som har sænket elafgifterne for netop at trække udenlandske investeringer til.

Den tyske datacentergigant Hetzner Online vil lægge sit tredje datacenter i det sydlige Finland, fordi elpriserne er lavere og afstanden til Rusland er mindre. I forvejen har blandt andre internetgiganten Google, softwaregiganten Microsoft og Googles russiske konkurrent Yandex etableret datacentre i Finland, hvor kæmpe servere håndterer de milliarder af data, som brugere af onlinetjenester og software anvender.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Hetzner tænkt sig at investere 100-200 millioner euro i løbet af de kommende fem-syv år. I april besluttede Hetzner at lægge et 1.100 kilometer langt søkabel fra det nordlige Tyskland til Helsinki. Hetzner har to datacentre i tyskland, men topchef Martin Hetzner siger, at netop elpriserne, som er »betydeligt lavere end i Tyskland«, var medvirkende til beslutningen om at åbne i også Finland.

Finland kæmper for at tiltrække udenlandske virksomheder, efter at nationalikonet, mobilgiganten Nokia, blev solgt til Microsoft, som siden har skåret ganske voldsomt ned på mobilproduktionen.

Både Sverige og Finland udnytter deres nordlige placering, som er attraktiv for datacentre. De store maskiner kræver nemlig stor nedkøling, og her spiller de naturlige forhold ind, fordi der ikke skal bruges så megen strøm til at få temperaturerne holdt nede.

Facebook har således et datacenter i Luleå i Nordsverige.