Tyrkisk valuta svækkes efter fyring af centralbankdirektør

Foto: Murad Sezer

Den tyrkiske lira svækkes mandag morgen, efter at landets præsident, Recep Erdogan, i weekenden har fyret landets centralbankdirektør, Murat Cetinkaya, fordi han var utilfreds med bankens høje renteniveau, der i hans optik ødelægger den økonomiske vækst.

Det skriver Bloomberg News.

Det har udløst utilfredshed på finansmarkederne, hvor den tyrkiske valuta mandag morgen taber fodfæste.

»Ved pludseligt at afskedige Cetinkaya minder Erdogan alle om, hvem der styrer pengepolitikken,« siger Piotr Matys, der er strateg hos Rabobank i London, til Bloomberg News.

Erdogan har tidligere kaldt sig selv for »en fjende af renteforhøjelser.« Præsidentens stab har over for Bloomberg News ikke ønsket at kommentere sagen.

Murat Cetinkayas periode som chef for den tyrkiske centralbank løb oprindeligt frem til 2020. Hans afskedigelse blev annonceret lørdag morgen. Han afløses af Murat Uysal.

Mandag morgen omkring klokken 8.00 skal der 5,7572 lira til at købe en dollar mod omkring 5,6250 lira fredag aften.

/ritzau/FINANS