Tyggegummi: Hårdt 2006 for Gumlink

Gumlink kommer højst til at levere et nul for anstrengelserne Overskudskrav på ti procent, der skulle have været nået i år, er udskudt på ubestemt tid, mener topchef Søren Birn, der lover overskud i år.

Der kommer til at stå »utilfredsstillende« i årsregnskabet fra Gumlink for 2006. Ifølge topchef Søren Birn kommer regnskabet højst til at byde på et nul-resultat.

Efter at ejeren Holger Bagger Sørensen og hans familie i 2002 strøg en milliardgevinst på salget af de verdenskendte mærker Dandy, Stimorol m.fl.,har hans fabrikker haft svært ved at levere tidligere års flotte nøgletal.

I 2005 leverede Gumlink et førskat resultat på 16 mio. kr. ud af en omsætning på 809 mio. kr.

»2006 bliver dårligere. Det kan blive et lille minus, men jeg håber, at vi lander i nul. Det vigtigste er dog, at vi er i bevægelse i den rigtige retning,« siger Søren Birn, administrerende direktør for Gumlink.

Gumlink har siden 2002 gennemført omfattende reduktioner i omkostningerne og arbejdet målrettet på både udvikling af nye produkter og på at drive nye kunder op.

Gumlinks beskedne 2006-resultat er en konsekvens af flere ting. Dels er der endnu ikke pumpet tilstrækkeligt liv i omsætningen.

Samtidig har efterveer af orkanen Katrina i de amerikanske sydstater i 2005 pustet ambitionerne om fremgang i 2006 omkuld.

Orkanen ødelagde nemlig en del af de fabrikker, der producerer sødestoffet Xylitol, hvorefter vareknaphed førte til stærkt stigende priser.

Samtidig er hvedepriserne steget, hvilket har udløst højere priser på mange af de sødestoffer, der bruges i produktionen.

Gode forklaringer

Der er med andre ord gode forklaringer på en stor del af det skuffende 2006-resultat.

Men det ændrer ikke på, at Gumlink grundlæggende har brug for flere kunder, end virksomheden har i dag. Det er altafgørende, hvis målet om en ebitmargin (drifts­resultat før renter og skat) skal løftes.

I 2003-regnskabet lovede han som firmaets finans­direktør, at koncernens ebitmargin i 2006 skulle være ti procent.

»Ebitkravet er udskudt - men ikke glemt,« siger Søren Birn om nøgletallet, der i 2006-regnskabet vil ligge på omkring to procent. Koncernen er helt holdt op med offentligt at sætte dato på ambitionen om de ti procent.

Dog lover Søren Birn, at 2007-regnskabet bliver en beretning om overskud. Men han vil ikke sige med hvor meget.

»Vi kommer til at se et stigende overskud frem til og med 2010, og det er muligt, at vi vil ramme et ebit på ti. Men i 2011 bortfalder en vigtig kontrakt med Cadbury, som vil påvirke os. Det er for tidligt at spå om overskud og driftsresultat for årene herefter. Det afhænger af, hvor gode vi har været til at forberede os i de nærmeste år,« siger han.

»Men det går den rigtige vej. I 2005 tidoblede vi tilgangen af kunder i forhold til antallet af nye kunder i 2004. Samme tendens har været gældende i 2006. Derfor er jeg fortrøstningsfuld,« siger Søren Birn.