Twitter-top får tommeskruer på i kampen mod Elon Musk

Multimilliardærens melding om at have de fornødne 318 milliarder kroner klar til en overtagelse af det sociale medie lægger et kæmpe pres på Twitter-ledelsen, som kritiseres for at have gjort alt for lidt for at gribe mulighederne for at vokse og tjene flere penge.

Elon Musk meddeler nu at have finansieringen på plads til at købe Twitter, som han vil lave store ændringer i. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Ledelsen i Twitter får nu sat tommeskruerne på, efter at det tilsyneladende er lykkedes for Elon Musk – verdens rigeste mand – at skaffe de 318 milliarder kroner, som han vil købe det sociale medie for.

Det presser Twitter til at komme til forhandlingsbordet eller at finde en hvid ridder, der kan komme selskabet til hjælp og redde det ud af klørene på den uforudsigelige multimilliardær, som vil have gennemført store ændringer i Twitter.