Twitter-stifter overtager ledelsen

Jack Dorsey skal nu stå i spidsen for to selskaber på samme tid.

Foto: MIKE BLAKE. Jack Dorsey var medstifter af Twitter og bliver nu igen topchef for selskabet, der kører med underskud. Arkivfoto: Mike Blake, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Twitters medstifter og fungerende topchef, Jack Dorsey, sætter sig nu permanent i førerstolen for internetbeskedtjenesten.

Han har styret forretningen, siden Dick Costolo i juli forlod Twitter.

Jack Dorsey er i forvejen administrerende direktør for mobilbetalingsselskabet Square, som han selv var med til at grundlægge, og agter at fortsætte i begge stillinger samtidig. Den 38-årige amerikanske programmør og forretningsmand har tidligere beklædt topposten i Twitter. Det var ved grundlæggelsen af selskabet i 2006. I oktober 2008 blev han dog smidt ud.

Nettets svar på SMS-beskederne

Twitter er internettets svar på SMS-beskederne. Her kan man skrive korte onlinebeskeder på 140 anslag, kaldet »tweets« eller »pip«, hvilket Twitter-logoet med en kvidrende fugl illustrerer. Twitter havde ved udgangen af juni 304 millioner brugere, hvilket kun er to millioner flere end tre måneder tidligere. Til gengæld er nettounderskuddet faldet fra 144,6 millioner dollars til nu 136,7 millioner.

Det var ventet, at Jack Dorsey ville tage over.

Jack Dorsey var medstifter sammen med Evan Williams, Biz Stone og Noah Glass og tillægges beslutningen om, at de digitale pip højst måtte være på 140 anslag samt endnu 20 til brugernavnet. De 160 tegn var nemlig maksimum for SMS-beskeder.

Jack Dorsey har siden december 2013 også siddet i Walt Disney Companys bestyrelse.