Twitter lukker videotjenesten Vine

Den fire år gamle sekssekunderstjeneste får trukket stikket.

Vine er en filmdelingtjeneste, hvor man kan lægge klip på højst seks sekunder. Den lukker nu.
Læs mere
Fold sammen

Twitter lukker videodelingstjenesten Vine, hvor folk har kunnet dele små klip på seks sekunder.

Den pressede mikroblogtjeneste, som stadig giver underskud, har ikke anført en grund til lukningen af det fire år gamle Vine, men torsdag annoncerede Twitter en sparerunde, hvor ni procent af de omkring 3.900 stillinger i selskabet skal nedlægges.

De små Vine-film på maksimalt seks sekunder afspilles i loops og var tænkt som en pendant til Twitters egen tekstkommunikation, hvor 140 tegn er den maksimale længde på en besked. Vine er imidlertid blevet overhalet indenom af Facebook og Snapchat, som tillader længere filmklip.

Forsvinder ikke straks

Twitter købte Vine i 2012 lige før den officielle lancering for angiveligt 30 millioner dollars eller 205 millioner kroner. Twitter har siden udvidet sin oprindelige tekstbaserede nettjeneste med film og har også købt selskabet Periscope, som kan bruges til at sende direkte over nettet med.

Alt det materiale, som brugerne har lagt på Vine, skal man selv sørge for at hente, hvis man vil beholde det. Vines netsted kører videre lige nu, loves det i en blogbesked om lukningen.

»Der sker intet med appsene, netstedet eller jeres Vine-film i dag. Vi værdsætter jer, jeres Vine-klip og ønsker at gøre dette rigtigt. Man kan tilgå og hente sine Vine-klip. Vi holder netstedet i drift, fordi vi finder det vigtigt, at man stadig kan se alle de fantastiske Vine-klip, som er blevet lavet. Vi giver besked, før vi foretager nogen ændringer i appen eller på netstedet,« loves det.