Twitter kommer nu på biblioteket

Et af verdens største biblioteker vil gemme, hvad folk skriver på netværkstjenesten Twitter.

Den daglige mængde af omkring 55 millioner småbeskeder på Internet-siden Twitter skal nu på biblioteket.

Et af verdens største biblioteker, det 210 år gamle Library of Congress i Washington, vil simpelt hen arkivere Twitters samlede værker.

Twitter er en slags SMS-beskedtjeneste, som blot anvendes på Internet i stedet for på en mobiltelefon. Alle beskeder (»tweets« eller »pip«) er lige så korte som en SMS-besked, nemlig højst 140 anslag.

Historisk øjebliksbillede

»Dette er en helt ny tilføjelse til historiske optegnelser, en sekund-for-sekund-historie for almindelige mennesker,« siger Fred R. Shapiro, bibliotekar og lektor ved Yale Law School, til New York Times.

Twitter-arkivet vil blive en del af det store netarkiv, som Library of Congress begyndte på for ti år siden. Målet er at samle kopier af netsider, nyhedsartikler og dokumenter, som typisk vedrører betydningsfulde begivenheder som præsidentvalg og terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

Til dato er der samlet 167 terabyte digitalt materiale. Det er langt mere, end hvad teksten fra de 21 millioner bøger, som Library of Congress har, ville fylde.

Kun for forskere

Twitter-arkivet vil kun være tilgængeligt for forskere, men størstedelen af det materiale, der vil blive gemt, er alment tilgængeligt på nettet.

Forleden blev den danske del af Twitter kortlagt. Den viste, at det store flertal af brugere er absolut passive. Lidt over 300 brugere betragtes som de aktive - og heraf var to tredjedele ansat på danske medier.