Twitter-aktien går amok fra børsstart

Den nynoterede Twitter-aktie debuterer på børsen i New York med at gå fuldstændig kursamok.

Foto: NYSE / HANDOUT
Twitter-aktien, der onsdag blev prissat over alle forventninger til 26 dollar pr. styk, får fra sin første aktiehandel på børsen i New York et voldsomt spark opad. Kvidre-aktien åbnede således fra sin børsstart i 45 dollar - altså  73 pct. dyrere end afregningskursen onsdag.

I slutningen af oktober meddelte Twitter, at man ville sælge 70 millioner aktier til en pris på mellem 17-20 dollars per aktie. Men den store efterspørgsel fik introduktionsbankerne til at hæve prisen til 23-25 dollar, og det endte med en tegningskurs på 26 dollar, da efterspørgslen var omkring 30 gange større end udbuddet på de 70 millioner aktier.

Den store efterspørgsel er så det, der på f'ørste handelsdag på børsen sender aktien op med raketfart.

Der er dog en vis risiko for at hypen omkring børsdebuten kan give bagslag.

"En pris over 40 dollar er udtryk for hype og gør Twitter til en risikabel aktie," siger således Jeffrey Sica  fra Sica Wealth Management til Bloomberg.

"Jeg havde forventet en meget stærk åbning, men når du begynder at nærme dig dette niveau er det absolut frådende. Der er intet, der understøtter det niveau," siger Sica.

Twitter har endnu ikke givet overskud. Selskabet havde i sit seneste kvartalsregnskab et underskud på 64,6 mio. dollars mod et minus på 21,6 mio. dollars i det tilsvarende kvartal året før. Aktieanalytikerne venter, at Twitter tidligst vil give overskud i 2015.