TV2-Slutspurt begynder i dag

Mediepolitikerne mødes til morgen for at afgøre TV2 skæbne. Brugerbetaling for TV2 er et af punkterne på dagsordenen.

Foto: Sonny Munk Carlsen. Brugerbetaling er et hot emne i dagens forhandlinger. Her TV2's topchef, Merete Eldrup.
Læs mere
Fold sammen
Politikerne i medieforligskredsen mødes fredag morgen hos kulturminister Carina Christensen (K) for - om muligt - at lægge sidste hånd på en aftale om en redningsplan for TV2.

Senest den 4. februar skal EU-Kommissionen have og kunne godkende en redningsplan for stationen som betingelse for at kommissionen skal kunne godkende det lån på omkring en halv milliard kroner, som staten ydede TV2 for et halvt år siden.

Meget tyder på, at brugerbetaling på TV2 fra 2012 er et af hovedelementerne i forhandlingerne. Der ud over har det været fremme, at en forhøjelse af DR's licensmidler kan være Socialdemokraternes betingelse for at acceptere brugerbetaling for TV2.

Socialdemokraternes medieordfører er dog yderst forbeholden over for at udtale sig om, hvor langt politikerne kom, da de torsdag holdt møde. På spørgsmålet, om han tror, de når til enighed i dag, nøjes han med at svare:

- Det kan der være en mulighed for.

/ritzau/