TV-vært har fundet investor til reklame-app

Pelle Hvenegaard, der har optrådt som vært på flere populære TV-programmer, har udviklet en app, der forener quiz og reklamer. Nu har en investor meldt sig på banen med støtte til projektet.

Foto: Claus Bech

Som vært på det populære TV-program, »Dagens Mand«, skulle Pelle Hvenegaard hver uge forsøge at matche et nyt kuld unge kvinder op med unge mænd. Det seneste stykke tid har det dog tilsyneladende været Hvenegaard selv, der har været i frier-rollen.

Som udvikler af appen Addies har han således været på jagt efter en investor, og det projekt er han lykkedes med, skriver Børsen mandag.

Det er IT-guruen Christoffer Witt Qvist, der med egne ord vil bruge både »tid og penge« på at udvikle appen, der forener reklamer og quiz. Hvor mange penge står ikke klart, men foreløbig er der brugt to millioner kroner på at udvikle selve appen.

Konceptet med Addies er, at brugeren bliver introduceret for videoer fra annoncører, hvorefter en quiz bliver med koblet på med mulighed for at at vinde en præmie.

»Selvom reklamefilmene flytter over på nettet, er de i udgangspunktet stadig irriterende. Man vil gerne stoppe dem efter de fire sekunder, hvis man i øvrigt får lov til det. Der må sidde en masse mennesker og tænke: Hvordan holder vi folk fast? Det synes jeg, at vi har fundet en løsning på,« siger Pelle Hvenegaard, der er stifter af Addies til Børsen.

Han forklarer videre, at Christoffer Witt Qvist ikke alene skal bidrage med en økonomisk vitaminindsprøjtning, men at iværksætteren - der selv har stiftet Four Systems, BSR Danmark og Tukan Technologies - også skal bidrage med sin viden og erfaring med at bygge virksomheder op.

I øjeblikket er 11 mennesker ansat i virksomheden, der står bag appen og andre medieproduktioner.