TV skærper indsatsen på reklamefronten

Traditionelt TV er under hårdt angreb fra streamingtjenester, men TV-stationerne har taget handsken op. Tendensen er flere TV-kanaler, hvor de kommercielle budskaber kan målrettes specifikke målgrupper.

Jon Stewart og hans »Daily Show«, der hidtil er sendt på DR 2, er med i pakken, når MTGTV lancerer Comedy Central. Fold sammen
Læs mere
Foto: JASON REED
Flere og flere danskere ser TV, når det passer dem via streamingtjenester som HBO og Netflix, og det er naturligvis en stor udfordring for kommercielle TV-stationer, der lever af, at virksomheder og brands kan se fidusen i at købe reklamer, sponsorater og andre former for reklamer via TV-mediet for at nå ud til forbrugerne med deres bud­skaber.

Udviklingen blev senest slået fast i en undersøgelse fra Ericsson ConsumerLab i analyseenhedens årlige TV & Media Report, hvori det konkluderes, at der i dag er næsten lige så mange forbrugere, der ser streamet TV flere gange i løbet af en uge, som der er forbrugere, der ser traditionelt TV.



Det er en stor udfordring for de kommercielle TV-stationer herhjemme, altså primært MTGTV, SBS og TV 2, men det er svært at påstå, at disse ignorerer udviklingen. De kommercielle TV-stationer har, eksempelvis via egne streamingtilbud som TV 2 Play og TV3 Play, vist, at de udmærket er klar over, at der »må gøres noget«.

Comedy Central til Danmark
Samtidig øger de kommercielle TV-stationer antallet af nye kanaler i en tid, da seerne ellers flygter fra traditionelt TV, eller flow-TV, som det bliver kaldt i branchekredse. Senest har TV 2, der i forvejen råder over hovedkanalen og smallere kanaler som Zulu, Charlie, Fri og News, meldt sig på banen med en ny sportskanal.

I går varslede Viacom så den danske lancering af en 24 timers comedy-kanal, Comedy Central, i samarbejde med MTGTV, der står bag alle TV3-kanalerne herhjemme. Her kan danskerne se comedy­programmer 24 timer i døgnet. Kanalen har bl.a. rettighederne til at vise det politiske satire-talkshow »The Daily Show« med den karismatiske Jon Stewart som frontfigur. En udsendelse, der hidtil har været at finde på DR2.



Comedy Central bliver tilgængelig i Danmark for danskere, der får TV-signalet leveret via Viasat, YouSees Fuldpakke, TDCs TV basispakke og gennem nogle af Stofas antennef­oreninger. Kanalen bliver den eneste i Danmark, som sender comedy døgnet rundt.

»Vi er virkelig glade for endelig at lancere Comedy Central i Danmark. Vi tror, at Comedy Central er den helt rigtige kanal i et voksent TV-marked, som har brug for kanaler, hvor seerne ved, at de kan se de bedste programmer døgnet rundt, fortæller Andrea Sahlgren, senior vice president, general manager Nordic, for Viacom.

Findes i 72 lande
Comedy Central er allerede til stede i 72 lande, og flere end 230 millioner husstande har mulighed for at se kanalen.

Så hvorfor dog en dansk kanal? Det kan jo lyde som lidt af et paradoks, at de kommercielle TV-udbydere udvider antallet af kanaler i en tid, hvor i særdeleshed de attraktive unge målgrupper flygter fra traditionelt TV? »Med lanceringen af Comedy Central rammer vi et hul i markedet og når ud til en særdeles attraktiv målgruppe, som ingen på det danske TV-marked p.t. har nogle stærke tilbud til,« forklarer Kim Poder, administrerende direktør for MTGTV.



Comedy Central Danmark bliver til via et markedsførings- og indholdssamarbejde med MTGTV, og kanalen bliver en del af MTGTVs reklamesalgsportefølje. »MTGTV er glade for at fortsætte med at udvikle samarbejdet med Viacom. Denne aftale og den nye kanal sikrer seerne en ny stærk kanal. Og vores annoncører får dermed en ny mulighed på alle vores platforme,« fortsætter Kim Poder.

For det hele handler om målgrupper. Skal en annoncørs kommunikation ramme plet i 2014 via TV-platformen, forudsætter det en meget skarp segmentering – altså valg af målgruppe – hvor det kun er dem, der rent faktisk er interesseret i budskabet og zoomer ind på kanalen, der modtager dette.

Hvad med TV 2 Zulu, der har slået sig op som en comedy-kanal i årevis? »Det kan ikke sammenlignes. Vi mener ikke, at den yngre, mandlige målgruppe har nogle kanaler, der reelt opfylder deres behov – men det vil Comedy Central gøre, når den går i luften til december,« siger Kim Poder.