Amerikanske tv-seere bombarderes med reklamer for den danske medicinalgigant Novo Nordisks storsællert, vægttabsmedicinen Wegovy.

Reklamekampagnen »The Power of Wegovy« er så massiv på tv i USA, at den nu er den tredjemest sete reklame, skriver den amerikanske finansavis The Wall Street Journal.

Mellem 3. og 25. juni blev reklamerne vist 6.271 gange på nationalt tv og blev dermed set næsten to milliarder gange. Det er kun overgået af reklamer fra burgerkæden Burger King og firmaet Safelite AutoGlass, der skifter bilruder ud.

Ifølge avisen anslås Wegovy-kampagnen at have kostet omkring 42 millioner dollar (291 millioner kroner), og det er ifølge analysefirmaet iSpot.tv, som måler tv-reklamer, mere, end der er blevet brugt på nogen anden annonce.

Også Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic er jævnligt dukket op på amerikanernes fjernsyn. I samme periode blev Ozempic-reklamer vist 1.417 gange på nationalt tv.

Der blev skruet op for tv-reklamerne for Wegovy, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder Federal Drug Administration (FDA) godkendte flere effekter af at tage medicinen.

Ifølge Novo Nordisk begynder omkring 35.000 flere amerikanere hver uge at tage Wegovy. Til sammenligning var næsten 80.000 danskere i april i år i behandling med Wegovy, hvilket var ny danmarksrekord.

Det er dog fortsat Ozempic, som har været i handlen længere, der sidder på den store del af det amerikanske marked for Novo Nordisk.

Wegovy-reklamen bruger nummeret »This is me« fra musicalen »The Greatest Showman«, samtidig med at forskellige mennesker fortæller, hvordan de har tabt sig ved at bruge Wegovy.

Den intensive tv-annoncering kommer, efter at Novo Nordisk har fået skruet op for sit produktionsapparat for bedre at kunne følge med efterspørgslen.

Wegovy har revolutioneret behandlingen af fedme med såkaldte »blockbusterinjektioner« og er for nylig blevet godkendt til også at kunne bruges inden for andre områder af medicin. Det drejer sig blandt andet om at reducere risikoen for hjerteanfald, slagtilfælde og hjerte-kar-relaterede dødsfald.

Den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly er Novo Nordisks ærkerival, og i mandags sagde Eli Lillys koncerndirektør med ansvar for fedme- og diabetesforretningen, svenske Patrik Jonsson, at han tror, at der kun går få år, før Novo Nordisk vippes af tronen i fedmekrigen. I 2026 ventes Eli Lilly at lancere to banebrydende fedmemidler.