TV-producenter vil give os 3D i stuen

Tredimensionelt fjernsyn, der kommer ud i stuen, bliver det nye hit, mener fladskærmsproducenterne. Men de er ikke enige.

Man kan bestemt diskutere, hvor smart man ser ud med sorte briller, men de er nødvendige, hvis man vil se fjernsyn i 3D. Ellers fremstår billedet som flere forskudte lag. Foto: Thomas Breinstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Nu hvor fladskærmene snart ikke kan blive tyndere, skal de i stedet give os oplevelser i 3D.

Det vil flere af de store TV-producenter levere til næste år i kampen om at finde på noget nyt, nu hvor salget af fladskærme bogstaveligt ser ud til at flade ud. Det bliver stadig sådan, at familien Danmark skal iklæde sig mere eller mindre klædelige briller for at få billederne til at kravle ud i stuen. Og flere af giganterne tror ikke på, at tiden er moden endnu.

Første fjernsyn til salg i 2010

Panasonic, Sony, LG, JVC og flere af de øvrige storproducenter af fladskærme er klar til at rykke ud i butikkerne i 2010 med fladskærme i tre dimensioner, 3D, hvor altså også dybden i billedet kommer med. Det viser de på verdens største fagmesse for forbrugerelektronik, IFA, i Berlin i disse dage.

Det ser lidt aparte ud, når en hær af mennesker tager mørke agentbriller på for at kunne opleve sportsudsendelser, naturprogrammer, spil og anden underholdning på en måde, så de langt bedre føler, at de er på stedet. JVC har godt nok designet sine 3D-briller i et mere tidstypisk design à la moderne hornbriller, men brillerne er stadig nødvendige for at kunne give dybden.

Philips: Ikke stabilt nok

Hverken den japanske elektronikproducent Toshiba eller den hollandske kollega Philips tror, at tidspunktet for 3D-TV er kommet endnu.

»3D har i årevis været ingeniørernes drøm, men teknologien er ikke stabil, og indholdet er der ikke. Desuden er det ikke klart, om forbrugerne ønsker at se tredimensionelt med briller eller ej. Derfor afstår vi fra at annoncere 3D-produkter, men vi er klar, når forbrugerne er klar,« fastslår Andrea Ragnetti, topchef for Philips' forbrugerelektronikdivision.

Sonys topchef, den walisiskfødte tidligere TV-programvært Howard Stringer, er absolut uenig.

»3D er helt klart på vej mod massemarkedet,« fastslår han og deler 3D-briller ud. Inden nytår vil 7.000 biografer verden over have 3D-anlæg, og derfor skal teknologien nu også ind i stuen. Det bakker den japanske elektronikgigant Panasonic op - også med briller, men stuen skal helst ligge lidt hen i mørke, og man skal helst sidde nogenlunde foran skærmen. Panasonic taler om »3D-revolutionen«, mens Sony snarere vil »stå i spidsen for kommercialiseringen af 3D«.

Sony vil også i 2010 gøre spillekonsollen Playstation 3, sine Blu-ray-afspillere og bærbare Vaio-computere »3D-kompatible« uden at gå i detailler om, hvad det præcis betyder.

Normalt TV laves til 3D

Japanske JVC viser på IFA-forbrugerelektronikmessen i Berlin en fladskærm, som er i stand til at ændre et normalt TV-signal, så det vises i 3D - men stadig kræver briller. Dermed kan helt almindelige udsendelser i fjernsynet, helt almindelige film på DVD og helt almindelige PC-spil ses tredimensionelt og ikke kun programmer og film optaget med særligt 3D-udstyr.

Det giver ifølge flere iagttagere langt bedre mulighed for, at forbrugerne tager 3D-TV til sig - stadig afhængig af priserne, som endnu ikke er annonceret men næppe ligger i den billige ende i begyndelsen.

Som snart sagt sædvanlig er producenterne dog ikke enige om en fælles standard for 3D-optagelser. Den findes ikke engang til biograffilm endnu, hvorfor man får udleveret forskellige briler, afhængigt af hvilket selskab der har leveret den tredimensionelle film.