Det er stadig ikke lykkedes landets største telekoncern, TDC, at stoppe flugten mod svingdøren. Endnu 22.000 tv-kunder og 18.000 bredbåndskunder har i de sidste tre måneder af 2020 sagt op. Til gengæld har TDC vundet 14.000 nye mobilkunder.
Det viser regnskabstallene for oktober-december, som kom fredag morgen. Trods presset fra coronakrisen og et fald i omsætningen på 5,3 procent fra 4.284 millioner kroner i julekvartalet 2019 til 4.055 millioner kroner i 2020 er TDCs driftsresultat (EBITDA) steget fra 1.498 til 1.504 millioner kroner Det er blandt andet opnået ved besparelser, også på medarbejderstaben.