TV-krigen optrappes i Danmark

Telia blander sig i tiltagende priskrig, hvor TV flytter fra den store skærm i stuen og ud på telefoner, tavle-PCer og computere. Også de traditionelle TV-leverandører udvider - men den anden vej.

Flere og flere ser TV på telefonen eller tavle-PCen - og kan klare sig med det, så de opsiger det traditionelle TV-abonnement. Arkivfoto: Iris/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Et nyt TV-slagsmål er brudt ud, efter at Danmarks tredjestørste teleselskab, Telia, sætter priserne ned på TV leveret via mobilnettet.

Telia leverer ikke TV gennem kabler i jorden, sådan som de fleste danskere ellers får deres TV-signal, men udnytter sit netop opgraderede mobilnet med de hurtige 4G-/LTE-dataoverførsler til at kunne levere TV. Og her får priserne nu et gok nedad i forsøget på at kapre kunder, der går efter billigere løsninger.

Telia: 200-300 kroner billigere

Privatkundedirektør i Telia, Christoph Nørgaard, siger, at Telia har lagt sig 200-300 kroner under konkurrenternes priser i sin nye kampagne, hvor Telia samsælger mobilabonnementer med TV-pakker, som kan ses på mobiltelefoner, tavle-PCer, almindelige PCer eller på en tilkoblet normal TV-skærm. Den billigste pakke med 17 kanaler koster 250 kroner om måneden, den dyreste med 50 kanaler koster 450 kroner, og da der følger et mobilabonnement med, binder man sig i mindst seks måneder.

»Priserne for TV er kun gået én vej: op. Samtidig er streaming af film og TV vokset voldsomt. Det ser vi som et klart tegn på, at danskerne søger billigere alternativer til de alt for dyre TV-pakker. Siden vi sidste år lancerede det nye Telia TV, har vi fordoblet vort kundetal,« siger Christoph Nørgaard.

Danmark er traditionelt et kabel-TV-land. 39 procent af alle husstande har kabel-TV, mens 33 procent får TV via fællesantenne, 13 procent via egen antenne, otte procent via satellit, fem procent via fibernet og fire procent via internetforbindelsen (typisk en fastnetforbindelse), ifølge Branchen Forbrugerelektronik.

Nej til dyre TV-pakker

Men danskerne gør samtidig i voksende omfang op med de store, dyre TV-pakker, som ved årsskiftet steg til omkring 500 kroner om måneden hos de to største kabel-TV-udbydere, det TDC-ejede YouSee og det Sydenergi-/SE-ejede Stofa.

TV 2s nettjeneste, TV 2 Play, rundede lige før årsskiftet 150.000 abonnenter, som har valgt at se TV 2s kanaler via deres internetforbindelse - fast eller mobil - i stedet for at betale for kanalerne i en dyr TV-pakke. Og mange klarer sig med DRs kanaler via Internet.

Det udfordrer de traditionelle TV-leverandører. På tre år har 13 procent af YouSees kunder droppet fuldpakken med lige nu 60 kanaler, mens 27 flere i samme periode valgte grundpakken med 25 kanaler for at spare penge, og fordi de reelt aldrig ser mange af kanalerne, som de betaler for.

Derfor prøver TV-udbyderne at koble TV-abonnementet sammen med andre tjenester og abonnementer i forsøget på at holde på kunderne og gøre det sværere at skifte til en konkurrent. Det drejer sig bl.a. om musiktjenester, mulighed for at se TV-kanalerne som net-TV, så man ikke er bundet til hjemmets store TV-skærm o.s.v.

Det går også den anden vej

Elselskabernes fælles salgsselskab, Waoo, lancerede tidligere på ugen 48 timers TV-arkiv, så man kan se eller gense alle programmer, der har været sendt de seneste to døgn, hvis man ikke lige nåede at få dem optaget.

Men de traditionelle TV-udbydere breder sig også. Boxer, som har opgaven at tilbyde antenne-TV til danskerne, kastede sig tidligere på ugen ud i også at tilbyde internetforbindelser gennem det landsdækkende fastnet. Produktet, Boxer Bredbånd, sælges også, uden at man behøver at købe et TV-abonnement.

»Vi har længe registreret, at kunder var interesserede i at skifte til Boxer men holdt sig tilbage, fordi de ikke kan flytte både TV og bredbånd fra deres nuværende udbyder. Det har været en hæmsko for Boxer, at vi ikke også har kunnet tilbyde bredbånd, så det er vi glade for, at vi nu kan,« siger Pierre Helsén, som er konstitueret administrerende direktør hos Boxer TV A/S.

I praksis har Boxer indgået en aftale med TDC om at købe sig ind på TDCs net og på den måde kunne levere internetforbindelser men i eget navn. Boxer-kunder med både TV og bredbånd kan samtidig tage deres TV-kanaler med sig på smartphonetelefoner og tavle-PCer.

Læs mere