Tv-giganter presses til tættere samarbejde af kinesisk fladskærmssatsning

Konkurrenterne Samsung og LG kæmper for at stå imod Kinas stadig større indhug på markedet for de dyrere OLED-fladskærme – deres sidste store bastion.

Skærmteknologien OLED gør det muligt at fremstille skærme, der er så tynde, at skærmen kan rulles sammen, sådan som LGs OLED-R-fladskærm er designet til. Skærmen ruller så ned i en kasse, der fungerer som højttaler, og på den måde kan man få selv et stort fjernsyn til at være steder i hjemmet, hvor det ikke ellers var muligt. Prisen er dog ganske betydelig. David Mcnew/AFP/Ritzau Scanpix

Kinesiske producenter har helt overtaget massemarkedet for LCD-fladskærmsfjernsyn, og de arbejder sig nu ind på den del af tv-markedet, hvor de store penge ligger. Derfor begynder to af de ellers argeste konkurrenter at samarbejde for at stå imod.

De to sydkoreanske elektronikgiganter LG Electronics og Samsung er giganterne på verdens fladskærmsmarked. Samsung er verdens største tv-producent overhovedet, mens LG – endnu – sidder solidt på den dyreste del af tv-salget, nemlig med de glasklare OLED-skærme.