TV 2 skifter kurs på nettet

Tv2.dk er et nyhedssite, der ikke må drukne i selvpromoverende programomtaler, fastslår adm. direktør, Merete Eldrup.

Merete Eldrup, adm. direktør, TV 2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Hun arbejder i øjeblikket på en strategiplan for de kommende år, der blandt andet indebærer en klar definition af TV 2s rolle på nettet.

”Vi skal selvfølgelig vise, hvad vi sender, men det skal ikke blive så selvpromoverende, at man skræmmer folk væk,” siger Merete Eldrup. Hun peger på, at det også indebærer, at TV 2 skal skrive om konkurrenternes programmer.

”Vi har besluttet, at alt der har nyhedsinteresse, skal være der. Vi skal ikke være så meget TV 2, at folk ikke gider, at være der. Hvis alle taler om DRs X-faktor, skal vi også omtale det nyhedsmæssigt,” siger Merete Eldrup.

Tv2.dk er dog ikke kun nyheder. TV 2 relancerede for kort tid siden abbonnementstjenesten Sputnik.dk. Efter flere år med et stille liv forsøger TV 2 nu for alvor at få brugerne til at betale for indhold på nettet.

”Sputnik har før været for vanskeligt at bruge, men er nu blevet topnemt. Uanset, at alle siger, at alt er gratis på nettet, vil vi holde fast i en betalingsmodel,” siger Merete Eldrup, der håber på sigt at erstattet abonnementsmodellen med mikrobetaling, hvor folk betaler for det indhold, de ser.

Næststørst på nettet
På sigt håber Merete Eldrup, at kunne vise andre TV-stationers indhold på Sputnik, hvor man i allerede tilbyde Discovery-programmer.

”Jo mere, der er i butikken, jo bedre er det. Men i første omgang handler det om, at grundydelsen virker. Det er ført og fremmest de programmer, vi sendte i går,” siger Merete Eldrup.

TV2.dk var ifølge Foreningen af Danske Interaktive Medier det næstmest besøgte indholdssite i maj. Alligevel er der lang vej endnu, før indtægterne fra nettet for alvor batter i den store sammenhæng.

”Vi har mange besøg, men arbejder lige som alle andre på at finde ud af, hvordan vi omsætter de mange besøg til penge,” siger Merete Eldrup.

”Vi har selvfølgelig indtægter på nettet, men hvis vi når 100 mio. kr. er vi glade. Til sammenligning har vi reklameindtægter for 1,6-7 milliarder på TV. Så der er lang vej igen. Det er der for alle. Men det betyder ikke, at nettet ikke er vigtigt,” siger Merete Eldrup.

Heftig debat
Hun fastslår, at TV 2 i 2012 skal være i top tre blandt danske indholdssites.

”Vores hjemmeside skal bakke op om vores programmer, som vi gør det med Tour de France og Vild med Dans. Men det er også sit eget medie, der skal være først i nyhedsstrømmen. Man skal gå ind på TV2.dk, når der falder et fly ned,” siger Merete Eldrup, der på den front betragter Ekstra Bladet som TV 2s største konkurrent.

De statsejede danske TV-stationernes netsatsninger er genstand for massiv debat i øjeblikket, hvor de danske dagblade i stigende grad ser nettet som nøglen til overlevelse. DR og TV 2s ageren på nettet vil uden tvivl blive et tema i vinterens politiske forhandlinger om en medieaftale for de kommende år.

”Diskussionen, om DR skal være på nettet, er outdated,” fastslår DRs generaldirektør Kenneth Plummer i et interview med Børsen, hvor han afviser, at DR skal trække sig for at gøre plads til de nødlidende dagblade. Han forventer tværtimod, at nettet i de kommende år vil udgøre en større og større del af DRs budget.