TV 2 Radio under lup

Inden den 21. maj skal TV 2 Radio dokumentere, at kanalen leverer minimum 1 times nyheds – og magasinprogrammer og at programmerne ikke sponsoreres.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Radio- og TV-nævnet beder TV 2 Radio om en redegørelse, for at be – eller afkræfte, hvorvidt TV 2 Radio lever op til public service-kravene om omfanget af nyheds og magasinprogrammer på den nye kanal.

"Nævnet er af den opfattelse, at TV 2 Radio på mange punkter gør det meget bedre, end de er forpligtet til. Men der er også nogle lovmæssige minimumskrav, de skal opfylde," siger Christian Scherfig, formand for Radio- og TV-nævnet til Business.dk.

Det er ifølge ham særligt to forhold, der skal undersøges: Om TV 2 radio lever op til lovkravet om, at der minimum skal være en times nyheds – og magasinprogrammer daglig, som minimum må være splittet op i 15 minutter ad gangen uden reklame.

Derudover skal nævnet be – eller afkræfte, om nogle af de programmer er sponsoreret, hvilket er i strid med lovgivningen. TV 2 Radio skal inden 21. maj sende bånd ind til nævnet, der vurderer sagen.

Jens Rohde: Nævnet vil ikke svare os

Administrerende direktør for TV 2 radio Jens Rohde kritiserer nævnet for ikke at ville definere retningslinierne for de gældende regler:

"De spørgsmål, vi har stillet, har nævnet ikke svaret på," siger han og henviser til opklarende spørgsmål om, hvad der kategoriseres som det ene eller det andet.

Christian Scherfig afviser, at nævnet ikke vil svare:

"I nævnets arbejde kan vi ikke forhåndsgodkende programmer. Programindholdet kan på papiret tage sig ud på en måde, mens det kan være noget andet, når det bliver sendt. Vi mener, at vi har besvaret spørgsmålene så godt, som de kan besvares," siger han.

Jens Rohde har blandt andet spurgt til, om sportsnyheder, musik, portrætter og debatter hører ind under nyhedsdækningen. Ifølge Christian Scherfig kan de sagtens høre ind under de kategorier, men det kommer helt an på, hvordan den samlede programsammensætning ser ud i praksis.