TV 2 Radio på rutschetur

Fra maj til april har TV 2 radio tabt 131.000 ugentlige lyttere. Den store nedgang kommer midt i, at TV 2 Radio er ved at ændre indholdet på stationen, hvilket skal hæve antallet af lyttere betydeligt.

Her ses et par af studieværterne med Jens Rohde i midten 1. februar, hvor TV 2 Radio gik i luften. I øjeblikket arbejdes der på ændringer, der skal give stationen flere lyttere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt
Det er der nemlig brug for, hvis målet om at nå en samlet ”share” (andel) af det samlede marked på 15 procent af lytterne mellem 21-50 år skal nås inden årets udgang.

I maj måned nåede TV 2 Radio ud til 524.000 danskere på en uge svarende til en share på 2,9 procent. Og sammenlignet med april måned er det en drastisk rutschetur med et tab af 131.000 ugentlige lyttere fra april til maj måned.

Ser man tilbage fra 1. februar, hvor stationen gik i luften, er der tale om et tab af ugentlige lyttere på 105.000.

Det viser nye lyttertal fra Gallup. Og det er ikke første gang, at lyttertallene for radiostationen er dårlig. Tilbage i maj måned udtalte adm. direktør Jens Rohde, at ”det ikke er godt nok” . Det var til marts måned lyttertal, der var på 592.000 ugentlige lyttere. De faldende lyttertal har medført, at TV 2 radio er i gang med en række initiativer, der skal løfte lyttertallene væsentligt.

Konkurrenten DR går også tilbage

Hovedkonkurrenten DR går også tilbage. Fra april til maj måned har DR tabt 86.000 ugentlige lyttere og lander dermed på en samlet share på 68,1 procent. Og noget kunne tyde på, at TV 2 Radio har haft held til at snuppe lyttere fra DR, der i januar måned havde en share på 70,7 procent.

"DRs samlede tilslutning hos radiolytterne er ikke faldet betydeligt, men lytterne er begyndt at zappe mere," siger DRs radiodirektør Leif Lønsmann i en skriftlig kommentar til tallene.

På den kommercielle front er har konkurrenterne Radio 10 FM en total share på 7,1 procent i maj måned, mens The Voice havde en share på 2 procent.

Top 10

Lyttertallene for maj måned giver følgende placeringer - der er tale om ugentlige lyttertal:

1. P4 - 2.293.000

2. P3 - 1.875.000

3. Radio 100FM - 886.000

4. P1 - 816.000

5. TV 2 Radio - 524.000

6. The Voice - 487.000

7. P2 - 450.000

8. P2 Klassisk - 266.000

9. Radio 2 - 264.000

10. Radio 100 Soft - 197.000