Danmarks største kommercielle TV-station, TV 2, har tidligere meldt ud, at 2014 bliver året, hvor stationen sætter en række tiltag i søen, der skal dokumentere effekten af og hylde kreativitet og kvalitet i reklamefilm.

Nu er TV 2 så i luften med et af tiltagene, hvor seerne opfordres til at stemme på deres yndlings-reklamefilm.

Vi har skabt et digitalt univers i samarbejde med Carlsberg, hvor seerne i første omgang kan rate Tuborgs Squash-film i anledningen af 25-års jubilæet for de legendariske Squash-film, lyder det fra Peter Olafsson, der er salgsdirektør på TV 2.

Initiativet er en forløber for et strategisk tiltag, der skal give alle de annoncører og bureauer, der gerne vil i betragtning til seernes gunst, mulighed for at uploade én eller flere reklamefilm, som seerne kan vurdere på tv2.dk.

Og det er en gammel reklameklassiker, TV 2 og Carlsberg i første omgang har fundet frem af gemmerne. I 1989 kørte den første Squash-film med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard over skærmen, og det blev den første af i alt 25 film.

Der er dog ikke blot tale om nostalgi, når de gamle reklamer med de to komikere i rollerne som købmand og kunde vender tilbage på skærmen efter 13 års fravær.

Filmene er blevet testet af forbrugerne: 90 procent af de adspurgte svarede, at reklamen er sjov – og hele 80 procent ville blive glade for et gensyn på TV. Og sidst, men ikke mindst, opfattede 98 procent, at det var en Tuborg Squash reklame, de lige havde set, fortæller brand manager Christina Földes fra Carlsberg.

Margarine-reklame solgte Squash

At det lykkedes de to komikere Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard at skabe en nærmest ubrydelig forbindelse mellem sig selv og sodavanden, kunne man se et helt konkret eksempel på for fire år siden.

Dengang sendte et andet brand – Becel-margarine – i samarbejde med reklamebureauet Halbye Kaag nemlig Finn & Jacob på skærmen i de samme roller, som de havde for Tuborg Squash i sin tid – købmanden og kunden.

Og målinger hos Carlsberg viste, at når Becel-filmen med Finn og Jacob tonede frem på skærmen, så steg »communication awareness« for Tuborg Squash faktisk med 2,2 procent.

Det lyder måske ikke af voldsomt meget, men det svarer faktisk til, at Tuborg Squash skulle have hevet mindst 200.000 gode, danske reklamekroner op af lommen for at opnå samme effekt.

Det var reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners, der udviklede Finn og Jacob-universet tilbage i 1980erne, og faktisk var det kreativ direktør Henrik Juuls allerførste TV-reklame.

Da han fik opgaven i sin tid, mindede det ham om sin barndom, hvor han hvert år til jul fik Tuborg Squash hos sin mormor i Esbjerg, fortæller han.

Der var ingen i Esbjerg, der kunne udtale Squash, det hed bare »Skvas«, så idéen stammer fra dengang, siger han.

Alt for lange film

I dag udvikler han stadig Tuborgs reklamekampagner, men Finn & Jacob er stadig noget særligt.

Det var jo dengang, der var tid til at fortælle en historie – det var ikke så udspekuleret, og det handlede ikke bare om at sælge noget, lyder det fra Henrik Juul, som tilføjer: »Det er jo fortidens guld – ren nostalgi. De film må aldrig ødelægges.«

De fleste af Finn & Jacob-reklamerne varer omkring et minut. Det er mere end dobbelt så længe som en gennemsnitlig TV-reklame.

Danskerne holder stadigvæk af de gamle film, og derfor besluttede vi på Carlsberg, at vi ville genoplive serien.

Den er nemlig et rigtig godt eksempel på, hvad en kreativ idé og udformning kan betyde for, at en kampagne bliver effektiv, siger Christina Földes, Brand Manager på Carlsberg.

I første omgang er det Tuborg Squash-filmene, seerne kan rate på TV 2.

Senere er det planen at åbne for reklamefilm fra andre annoncører, som bureauerne indstiller til »Seernes reklame«.