TV 2-partnerskaber skal ses efter i sømmene

På torsdag vil SF kræve, at lovligheden af partnerskaberne på TV 2 News tjekkes, når forligsparterne bag medieforliget mødes. Kulturminister Brian Mikkelsen vil vente på TV 2s egen redegørelse.

På torsdag vil partnerskaberne på TV 2 News atter blive taget op til debat, når parterne bag medieforliget mødes. Kulturordfører Holger K. Nielsen (SF) vil have kulturminister Brian Mikkelsen (K) til endnu en gang til forholde sig til de omdiskuterede aftaler.

"Jeg vil se på lovligheden i aftalerne. Om de er i overensstemmelse med de sponsorregler, der er i forbindelse med nyhedsudsendelser," siger Holger K. Nielsen.

Hvad er det, der skuer i dine ører ved aftalerne?

"Når man har sponsorregler på nyhedsudsendelsen, skyldes det, at man er nervøs for, at virksomhederne bliver stillet i et særligt fordelagtigt lys," siger Holger K. Nielsen, der vil bede Brian Mikkelsen om at se på sagen endnu engang og vurdere, om partnerskaberne falder inden for loven.

De fire annoncører er TDC, Siemens, FIH erhvervsbank og Mercuri Urval. Den sidste aftale er på plads, oplyser TV 2, men annoncøren vil gerne vente med at stå frem offentligt, indtil reklamerne kan ses på TV 2 News. Annoncørerne betaler hver betaler fem millioner kroner i 2007 for at reklamere på TV 2 News.

Brian Mikkelsen har tidligere afvist, at der er problemer med TV 2s partnerskaber, men han har bedt om en redegørelse fra TV 2 om forholdet mellem annoncørerne og TV 2 News. Først derefter vil han tage stilling til, om der er brug for at sætte ind over for aftalerne.

Dansk Folkeparti afviser

Heller ikke Dansk Folkeparti ser et behov for at undersøge sagen nærmere i øjeblikket.

"Umiddelbart virker det ikke som om, der er noget at komme efter. Vil ikke tage stilling til noget, før der kan skabes tvivl om noget. Men pt. er det ikke nødvendigt at undersøge mere. Men det er klart, at hvis der kommer nye ting frem, vil jeg lytte til det," siger medieordfører Louise Frevert.