TV 2 News viser nyheder i S-toget

Fra 1. februar er det TV 2 News, der sender nyheder i de danske S-tog.

Foto: JENS NOERGAARD LARSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Passagerne i de danske S-tog får fra tirsdag nyheder serveret af TV 2 News. TV 2 har indgået en aftale med DSB og Commute Media, der står bag indholdet til DSB's infoskærme, om at levere nyheder til S-togene.

- TV 2 News er nu danskernes primære nyhedsformidler i det offentlige rum, og dermed har vi nået et vigtigt strategisk mål.

- Det betyder rigtig meget for os også at komme ud i S-togene, hvor masser af mennesker i hovedstadsområdet dagligt pendler til og fra arbejde, siger Mikkel Hertz, kanalchef for TV 2 News, i en pressemeddelelse.

Aftalen med DSB betyder, at TV 2 News foretager en redaktionel oprustning, så infoskærmene i togene og rundt omkring i hele landet nu opdateres med flere nyheder, sport, finans og vejr hele døgnet rundt alle ugens dage.

Det er udvalgte nyheder fra TV 2 News, der kan ses i S-togene, med 10 indslag af ca. 30 sekunder, der vises i rotation med andre indslag.

Nyhederne vises med billeder og tekst, men i første omgang uden lyd. På sigt arbejdes der på at kunne tilbyde passagerne individuel lyd på TV 2 News i S-togene for eksempel via mobilen.

TV 2 News er i forvejen til stede på DSB's infoskærme på en række stationer samt i udvalgte busser og tog. Nyhedskanalen kan også ses på skærmen i flere kommuner, skoler, tankstationer samt en række butikker over hele landet.

Tidligere blev S-togs passagernes nyhedsoverblik leveret af DR Update.

/ritzau/