TV 2 har syv nye kanaler i skuffen

TV 2 har planerne for syv nye TV-kanaler liggende i skuffen. Det bekræfter adm. direktør for TV 2 Networks, Esben Halding. Indenfor kort tid er man klar til at præsentere den første.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den statsejede TV-station har tidligere meldt ud, at man agter at lancere 1-2 nye kanaler om året. Medregnet TV 2 Sport, som man ejer i fællesskab med Viasat, har TV 2 i dag seks kanaler. Esben Halding regner med, at det tal i 2010 er vokset til ti.

”Vi prøver at skabe nogle kanaler, der er unikke i markedet og som de store internationale spillere ikke umiddelbart kan efterligne. Det vil sige kanaler, hvor en stor del af indholdet er dansk produceret,” siger Esben Halding til Business.dk.

Ifølge Markedsføring har TV2 allerede testet følgende kanaler hos sine distributører:

  • TV 2 Famile, indhold målrettet børn og deres forældre.
  • TV 2 Fri, indhold, der handler om mad, bolig, rejser, have og fritid..
  • TV 2 Passion, målrettet modne kvinder med trang til livsstil, eventyr, forbrug og lette serier.
  • TV 2 Pink, til de modne kvinders døtre på 15-30 år..


Esben Halding ønsker ikke at gå i detaljer med kanalplanerne, men erkender, at det godt kunne blive en af de overstående kanaler, der inden længe bliver lanceret som den ny satsning fra TV 2 Networks.

Han peger på tre faktorer, der er afgørende for, hvilke af skitserne til nye kanaler, der bliver tegnet færdige og hvornår.

”Det skal være en kanal, der passer godt ind i TV 2 Familien, der hænger økonomisk sammen og som vores distributører er interesserede i,” siger Esben Halding.

Han oplyser, at TV2s store nedjustering af forventningerne til de økonomiske resultater i 2007 og 2008 ikke har indflydelse på, hvilke kanal man vælger at sætte i søen.

”Nej, det har det ikke. Vi har generelt en fornuftig økonomi i kanalerne i TV 2 Networks,” siger Esben Halding, der står i spidsen For TV 2 Zulu, TV 2 Charlie og TV 2 Film.